(Efter den store festdag sidste lørdag hvor den danske væddeløbs hæder blev delt ud, er der altid nogen tanker og stemninger der efterfølgende bliver vendt! Jeg fik nogle billeder og satte mig ind i staldpigens liv og tanker og skrev en lille en historie)!

Det er en rigtig kold morgen, hvor min ånde hurtigt bliver til rim skygger og jorden under mig knirker for hvert et skridt jeg tager. Det er stadigvæk meget mørkt og det er kun mine bevægelser der høres, for Danmark er slet ikke stået op endnu!

Den tunge stalddør bliver skubbet til side, nok til at jeg lige kan komme ind og den sædvanlige stald lugt rammer mig med det samme og man kan ikke lade være med at stå stille et øjeblik, for det er her man allerede kan mærke/føle om der skulle være noget der ikke er rigtigt. Min hånd ramme efter mange års rutine hurtigt kontakten i mørket og de gamle lysstofrør starter ganske langsomt og de første bevægelser og lyde dukker stille og roligt op fra boksene. En hurtig runde forbi alle boksene for det første check giver det endegyldige svar på, at de alle er kommet igennem natten uden problemer!

Min ”stjerne” skal kun have almindelig motion i dag, men for dem der skal have krævende hurtig arbejder eller andet der kræver stor fysik, er det utrolig vigtigt, at de her fra morgenstunden virker til at være 100 % i orden, for ellers ville træningen være langt mere ødelæggende end gavnende.

Da jeg skubber fodervognen ud bliver jeg mødt med tilfredse lyde fra boksene og flere steder kan jeg høre at der bliver drukket vand fra vandkopperne. Denne store tilfredshed med morgenfodret er en af de bedste lyde i en stald, men ens tanker kan sagtens gå lidt tilbage på dem der stadigvæk ligger hjemme i deres varme senge og man ryster lidt af kulde ved den fornemmelse og puster lidt varme ind i hænderne. Man kan høre aktiviteter i de andre stalde og en ny dag er begyndt.

”Min stjerne” viser med tydelighed når han er færdig med sit morgenfoder og er hurtig henne og presse lidt på boksdøren med mulen, hvilket er det klare tegn på, at han er klar og vil ud. Når det begynder og lysne åbner man døren til ham og dagens første rigtige kontakt bliver en realitet og han skal altid have love til at nippe lidt i halstørklædet og hvis ”han” kan hive kasketten af også, kan ”han” næsten ikke få bedre start på dagen.

Det er stadigvæk halvmørkt og meget koldt når man efter have gjort "ham" klar, slipper sig selv ud og hopper hurtigt op i vognen, hvor man hurtigt får samlet tæpperne omkring sig, så kulden ikke rigtig får fat i en og man kan altid banke lidt arme, for at holde blodomløbet i gang!

Der bliver skridtet ud mod banen og man passer på ikke og ramme noget is efter vandpytter han kan glide på og man konstaterer hurtigt om ”han” er som normalt. Han stopper de normale steder hvor ”han” lige skal se sig omkring med ørene fremme og det er lige som om ”han” skal sikre sig at alt er som det skal være. Nogle fugle er begyndt på deres morgensang, men ellers er alt stille og roligt over det hele.

Engang i mellem er det nødvendigt lige og sige til ”ham”; Hvad har du tænkt dig, skal vi stå her hele dagen? ”Hans” ører rotere hurtigt rundt og han lytter efter de tungeslag som efterfølgende kommer og derefter starter han fremad igen i skridtgang, men denne scene med at stå stille bliver gentaget når han kommer frem til banen, hvor han pludselig begynder og vrinske, lige som for og fortælle, at han kommer nu. Nogen gange er der nogle andre heste der svare ham, inden ”han” af sig selv sætter i trav og normalt kommer halen i vejret og han traver på fire stive ben der ud af og samtidig løbe i en flitsbue i vognen, samtidig med ”han” virkelig lukker luft ud af sine næsebor, hvilket er dagens bevis på ”hans” store tilfredshed med livet.

”Han” finder hurtigt ind i sin rytme og dagens langsomme arbejde kan begynde, hvor vi skal tilbagelægge ti til femten kilometer og pludselig falder man helt ind i sig selv, hvor man igennem linerne føler kontakten til ”ham”, der løber og leger lidt biddet og man lægger mærke til hans bevægelser og jov, ”han” er som han skal være, her hvor vi er borte fra den stressede løbedag med de mange mennesker, heste / støj og farver, der altid kræver maget af ”ham”, for han vil altid gøre sit bedste og alle minderne løber tit igennem hovedet om de mange store oplevelser man har haft med ”ham”, med alle de mange glæder ”han” har givet og man spekulere ængstelig på hvor længe ”han” kan blive ved med at yde disse kraftpræstationer som han gør hver eneste gang!

Efter de første kilometer falder det hele på plads og man falder ind i sig selv. Alle de eventuelle personlige problemer man har med familie og andet falder helt væk og man høre kun ”hans” skridt og det må være lige som golfspilleren eller fiskeren, der også nyder roen i naturens stilhed. Langt væk i baggrunden, er Danmark er ved at stå op og det står i stor kontrast med dette rolige miljø hvor jeg nu sidder bag ”ham”

Jeg kommer med lidt rosende ord til ham og jeg kan se på ørene ”han” lytter til alt hvad jeg siger og vi er klar til dagens snak; Du blev hædret i går min ven, som en af de bedste i landet, som du har fortjent, men den helt store hæder fik du ikke, da man valgte en yngre hest til den allerbedste, men jeg ved hvem af jer der er den bedste og at du ville slå den over hvilken som helst distance, hver eneste gang i begge er 100 % i orden og det er nok for mig, men synd for dig, for du er den bedste!

De mange kilometer er ved at være afsluttet og ”han” ved det ligesom selv og stopper op i god tid før staldindkørslen og skridter resten af vejen ind imod stalden. Nogle af de andre staldfolk kommer kørende forbi og kigger beundrende på ”ham” og siger opmuntrende; Han ser rigtig godt ud! Og vi skridter resten af vejen ind til stalden, hvor træneren dukker op og kigger med sine søgende øjne om der skulle være noget galt, men det lille korte nik er et klart signal om, han er tilfreds.

Jeg spænder ham fra og ”han” har aldrig for travlt med og komme ind i stalden, selv om ”han” burde vide, at dagen langtfra er slut i nu, men det er tydeligt ”han” nyder denne tid hvor jeg nusser lidt om ham, hvor mine fingre specielt på benene søger efter små sår eller andet der ikke skal være der, men lige så snart jeg finder et par gulerødder i lommen er han klar og efter en ”lille privat snak”, stiller jeg ”ham” ind i boksen igen, inden ”han” skal en tur i folden eller ud på en lille ridetur og sådan forsætter hver eneste dag, inden han atter skal ud og imponerer sit publikum!

---