Fra en tidlig alder var Jørgen Lyng Olsen, der blev født i 1937, besluttet på at gå travvejen, efter hans far, der arbejdede på Krogbjerggård havde indviet ham i glæden at arbejde med heste og hvorfra Jørgen Olsen bl. a. huskede avlshingsten Jim Bingen. Allerede fra starten af, blev Jørgen Olsen ligesom så mange andre drenge på den tid ”bidt af en gal travhest” og han var ret tidligt målbevidst om, at han ville være travtræner og han gik fra starten til opgaver med stor omhu, da han begyndt på banen i en alder af 15 år, først hos Arnold Jensen og derefter var en kort overgang hos Aage Kristoffersen, inden han kom til hans læremester Leif Nielsen, hvor han var staldmand i fem til seks år, inden overgangen til selvstændig den 1. januar i 1960.
Allerede det lange samarbejde med Leif Nielsen beviser Jørgen Olsen som en meget pligtopfyldende ung mand, for han – Leif Nielsen - var bestemt ikke den mest morsomme arbejdsgiver at have på det tidspunkt, uden dog og nedgøre hans menneskelige kvaliteter udover chefens, men det blev til virkelig gode år, hvor Leif Nielsen gav sin unge jockey mange gode chancer for at markerer sig i løbene, hvilket var den eneste måde, at fremtidige hesteejere skulle få øje på en.
Tilbage til starten skal man huske på, at man dengang og frem til først i tresserne, stod tre år i lærer for at blive staldmand på travbanen, der så samtidig gav tilladelse til at gå på en efterfølgende trænerskole, med en krævende eksamen, før man kunne nedsætte sig som travtræner og hele dette system var i bund og grund årsagen til den store succes som travsporten havde i Danmark før i tiden, hvor alle der kom i lære fik ”banket” respekt ind for hestene og sporten i helhed og staldene på både Charlottenlund og Amager Travbane var dengang en by i byen, hvor alle med hvide eller sorte penge, havde en mulighed for at muntre sig og sportens aktive havde dengang et meget stort underholdnings niveau, hvor øllet og historierne løb i stride strømme og det hele virkede som en revy, til tider, med et nyt program hver eneste dag og hvad den ene stald eller person ikke fandt på, skulle den anden nok gøre og dette var klart den eneste årsag til succesen som travsporten havde opbygget og der slap aldrig noget ud, så alle mulige hesteejere, af den prominente slags, havde en mulighed for ”at skeje ud”, uden det senere blev omtalt og det kunne være meget kendte folk fra landets top, som derved havde et fristed. Man havde kun administrationen til at tælle pengene og holde den smule orden der var nødvendig, men udover dette var det staldterrænet og kun det, der skabte sporten. Da man begyndte at gå væk fra det oprindelig travtræner erhverv, begyndte det hele at gå i opløsning, da det pludselig blev administrationen der også skulle holde interessen for sporten i gang og det er der ingen som har magtet siden siden i Danmark, på trods af utrolig mange har forsøgt.
Da Jørgen Olsen startede på banen var det så som så med transportmulighederne, så han cyklede fra Lyngby, nord for København og ud til Amager Travbane, hvor Leif Nielsen for det meste holdt til og jeg ved ikke hvor mange kilometer det er, men det er en alvorlig tur, et par gange om dagen, hver eneste dag og hele året rundt, da lærlinge på dette tidspunkt kun havde en enkelt fridag, hver anden uge og alene denne cykel præstation viser med tydelighed, at Jørgen Olsen ville noget med sin sport og faktisk er jeg overbevist om at han ville have klaret sig flot i andre sportsgrene, hvis han havde valgt dette, for han var en vindertype og jeg husker ham tydeligt som en rigtig god gammeldags centerhalf på staldfolkenes fodboldhold i tresserne og der var ingen der ”rundede Olsen”. Hvis der var nogen der var så tåbelig og spille lidt beskidt imod ham, ”røg de ned”, men først efter at de var blevet advaret. Desværre var der en eller anden (jeg tror det var Inge eller hans revisor) der engang spurgte ham om, hvordan forretningen Jørgen Olsen ville se ud, hvis træneren ikke kunne køre løb i fem-seks uger, på grund af et brækket ben? For da mistede holdet sin gode centerhalf! Jørgen Olsen havde kun en enkelt interesse ved siden af travsporten, udover familien og det var brevduerne og her var han ligeledes en vinder. Da Jørgen Olsen startede som lærling på banen gik arbejde ud på træning hele formiddagen og efter frokosten blev alle hestene pudset af og ordnet om eftermiddagen, sammen med seletøjet og vognene, så der var mange timers arbejde hver eneste dag og der er nok ingen tvivl om, efter onsdags løbene var færdige, at der var en hel del staldfolk der ”ulovligt” sov i staldene til næste dag, for der var nærmest hverken energi eller tid til at tage hjem og møde tidligt næste morgen igen.
Nu når vi taler om ulovlige aktiviteter om natten på banerne, oplevede Jørgen Olsen selv lidt dramatik som staldmand, da man pludselig kunne læse følgende overskrift: Mistanke om natlig doping af travhest! hvor det handlede sig om den hurtige Leif Nielsen trænede hoppe Signora, der var en af favoritterne til en afdeling af Philips Trav Omnium med stor præmiesum, da Jørgen Olsen opdagede, søndag morgen, at nogen havde besøgt hoppen om natten og da Signora samtidig virkede unaturlig sløv, blev der taget dopingprøve før løbet af dyrlæge Oluf Jørgensen og hoppen startede udenfor totalisatoren, hvor den hoppede i opløbet. Prøven viste sig at være negativ, men det skabte meget debat om man forsat skulle lade staldene være ulåste om natten, som myndighederne forlangte på grund af brandfaren.
Jørgen Olsen begyndte at køre travløb i 1955 og her debuterede han i løbene med Rørvig og sejrede første gang allerede i sin første sæson, med den gode meget hurtige Rex The Great datter Revanche og de vandt den 4. december på Amager, med en kvart længde før den skimlede Rolf Karensdal, med Eyvind Schnell og chefen Leif Nielsen var selv sjette med Rørvig, som var en af favoritterne. Jørgen Olsens første sejr var en kæmpeoverraskelse og gav odds 26/1 og 1-2 væddemålet gav hele 7280 kroner og løbet var også anden afdeling af de populære V3 spil, som denne dag kun havde en enkelt vinder, der fik 16.051 kroner.
Lad os studere billedet med Jørgen Olsens første sejr lidt nøjere og starte med, at tilbage i de gode gamle dage, elskede spillerne og mistænkeliggøre de forskellige trænere, for ikke lige at gøre det rigtige, eller rettere sagt; Kørte på spil og her var Leif Nielsen en træner, hvis omdømme uden klare beviser, altid havde det kedelige rygte over sig, men hvis man nu ser godt efter på billede, kan man se Leif Nielsen med Rørvig (3) og det er vel ikke ligefrem fordi han er ved at falde af vognen med sin drivning, på trods af, at han kun er omkring to længder fra sejren og han var en af favoritterne. Mange har efter dette løb sagt, at Leif Nielsen har lagt et godt tempo i spidsen, hvorefter der var lagt op til at speed hestene kunne komme til slut, i det lange opløb på Amager og her var Revanche virkelig en hest der kunne slutte af og når den så samtidig har en ung meget dygtig kusk i vognen, var Jørgen Olsens første sejr en realitet, på en kølig december dag i 1956.
Hvordan var Jørgen Olsen som en ung mand, der ligesom de fleste andre der var heldig og komme i lære som staldmand? Der måtte på de to travbaner i København kun være sammenlagt femten lærlinge på samme tidspunkt og der var faktisk så stor søgning på disse lærlingepladser, at der var venteliste og hvis man skulle være sikker på, at der var en plads ledig, når man fyldte de femten år som man skulle være, ja så burde man lade sig skrive på listen ved elleve til tolvs års alderen, hvilket mange faktisk gjorde og her skal man huske på, at der var mange lærlinge emner der kom fra landet og stutterierne, så der var virkelig stor søgning. Når man så var sluppet igennem nåleøjet og kommet i lære, var man straks en del af et hierarki, med en del ritualer som vi alle skulle igennem og man havde bestemt en større chance for at være øverst i hierarkiet, hvis man var så heldig og komme i lære hos en af de store trænere.
Tilbage til Jørgen Olsen som tidligt i karrieren gjorde sig positivt bemærket og han har igennem hele livet været en morgenmand og han var faktisk den første mand i staldene om morgenen og det var hurtigt noget der blev lagt mærke til i andre stalde, og det er nærmest frygtindgydende og spekulerer på hvor tidligt han måtte stå op om morgenen, for at være på Amager Travbane omkring klokken 6.00 om morgen, med tanke på at han cyklede fra Lyngby. Jørgen Olsen var samtidig en arbejdsnarkoman, der hele tiden var fuldt koncentreret på det han skulle og han aldrig talte timerne (hvilket nogen aldrig gjorde), for han nød jo det med at arbejde med hestene og det var det han ville, så på en måde kan man godt sige, at han faktisk ”slappede af” når han arbejdede. I denne periode var han også på trænerskole i tre vintre i træk, inde på Nørrebro hvor centralforbundet lå og man kan virkelig sige, at datidens trænere var veluddannede inden de fik lov til at nedsætte sig som trænere. Jørgen Olsen gik på hold sammen med Erik Nielsen, Jørgen Mortensen, Dan Jensen, Peter Bratholm, Åge Wellejus, Ole Boldskov Hansen, Ole Nexø, Leif Løfgren, Viggo Andersen, John Petersen, Enrico Haupt og Benny Jørgensen.
Som før nævnt var staldterrænet dengang et meget levende sted og der manglede bestemt ikke lejligheder for at fejre noget, imedens med at drikkepengene flød i stride strømme og Jørgen i fællesskab med lærlinge vennen John ”Superman” Petersen, der som ganske ung skulle vinde Dansk Trav Derby med sin egen Tjavs, holdt sig bestemt ikke tilbage når der blev festet og de gjorde lige så skøre ting, som alle vi andre gjorde under den første tid og jeg ved ikke om det var fordi de to ønskede at søge ind i Fremmedlegionen, at man kunne opleve dem springe ud fra balkonen på Tutten på Amager, med en paraply i hånden som faldskærm, men unge frejdige mænd var de under alle omstændigheder og når de to var i gang med at muntre sig, kunne man som regel finde træner Kaj ”Smiles” Hansen lige i nærheden og det var ikke småting hvad han kunne finde på. De var også på en rejse til Hamburg med heste, hvor de havde følgeskab af Kaj Hinke fra Mark Ingdam stalden og på det tidspunkt var en af de større forlystelser på det berømte Reeperbahn i St. Pauli, et sted hvor man for ganske få pfennig kunne vinde en større sum Dmark, hvis man kunne ride rundt i en manege på et muldyr, der absolut ikke ønskede at have noget på ryggen og for Jørgen Olsen og John Superman, var dette simpelthen en for stor fristelse til at lade gå fra sig og underholdningsværdien efterfølgende var indlysende så stor, at de fik tilbudt penge for at forsætte og den noget ældre modne Kaj Hinke, der jo nok burde have været en smule anstandsdame for de unge knøse, morede sig ligeså meget som de mange andre tyske gæster i etablissementet.
Tilbage til Jørgen Olsens begyndende karriere i løbene og allerede få måneder efter den første sejr, var han hurtigt tilbage i overskrifterne igen, med en meget omtalt dobbeltsejr på Charlottenlund søndag den 15. januar og først var det med Sussi Forbes, som efter at være sendt i spidsen ind i opløbssvinget, kunne vinde en knebet sejr og her havde han faktisk tre store champions bag sig og Mark Ingdam var anden med Steffen Karensdal og ude i banen var N. J. Koster tredje med Susanne og de var fulgt af Walter Kaiser Hansen, der blev fjerde med Sus og endelig var chefen selv femte med Sonny Boy.
Tre løb senere kunne han atter vinde med Revanche og denne gang var det atter efter en god afslutning, hvor de i god tid slog den førende Pascha Britton med Hans Hansen og her var chefen selv uplaceret med Rigan Cathrineberg og for første gang i karrieren ramte Jørgen Olsen de store overskrifter i den danske dagspresse og det var nærmest en sjældenhed, at en jockey vandt to løb på en enkelt travdag, men endnu engang vendte artiklerne sig mod træneren Leif Nielsen, for spillerne kunne ikke forstå han nu kunne vælge forkert to gange på en dag.
Med hensyn til de lidt nedladende ord om Leif Nielsen, må jeg understrege, at det ikke er mine personlige beskyldninger som jeg kommer med, men det var det emne der blev omtalt i hele den meget store skrivende presse på den tid og ingen, absolut ingen, har på noget tidspunkt kunnet bevise disse rygters oprigtighed og Leif Nielsen selv, kommenterede som altid ikke noget som helst, hvilket måske nok har gjort nogle journalister endnu mere opsat på at fremføre deres rygtekampagne, når den nu kunne blive skrevet uden modstand overhovedet, men efter denne dobbeltsejr til Jørgen Olsen, kom han med en kommentar til B. T. hvor han udtalte, at Jørgen Olsen fortjente sine sejre, fordi han kørte klogt uden at ”tabe hovedet” og jeg vil gøre mit bedste for at skaffe ham så gode køreture som overhovedet muligt” citat slut. Leif Nielsen var en kusk med de store odds og overraskende sejre i karrieren og med hensyn til derbyet, var den også helt galt, hvor han ”kiksede” med to meget store chancer med både Ca Va Richmond og H. R. Cathrineberg, for så at vinde det eftertragtede løb med Aprilsnar i 1959, til det lystige odds af 39/1 og sådan var det bare, men den største årsag til rygterne har uden tvivl været, den forrygende finish kørsel som Leif Nielsen kunne køre med en vinder, hvor han var endnu mere tilbagelænet i sulkyen end de amerikanske kuske er den dag i dag, og hvor han bare kørte ”for galleriet”, som nogle af de kloge kollegaer sagde på staldterrænet, så derfor det er klart at en passiv Leif Nielsen i opløbet, fik de sure miner frem.
Der var dog ingen tvivl om, at publikum og travsporten havde fået øjnene op dette åbenlyse kusketalent, som allerede den 24. februar kunne vinde sit næste løb, da han uden problemer med Sonny Boy slår den længe førende Tove, der blev kørt af Mark Ingdam, så i takt med flere chancer i løbene kom sejrene også, men der var også lidt dramatik i arbejdet, hvor man først i pressen kunne læse, at Jørgen Olsen i et træningsarbejde var blevet sparket (over benet) af hesten Ulan, at han måtte en tur på Gentofte Sygehus og den samme tur måtte han igen, da han under opvarmningen med Aktiv The Great, som var del ejet af broderen Ole Lyng Olsen, havde fået ham slynget ham ud af sulkyen under opvarmningen til et løb.
I denne samme periode i Jørgen Olsen liv, havde han en meget ung knægt rendende i stalden hver eneste dag og de to skulle komme til at holde sammen i rigtig mange år og navnet var Niels Duus Hansen, som var en meget interesseret ung fyr der stammede fra en stor travfamilie, der boede lige overfor Amager Travbane på Snoghøj Alle, som var en lille sidevej til Løjtegaardsvej og hjemmet var modsat det lille mejeri der lå på hjørnet. Det var et hjem som Jørgen Olsen kom meget i og han var nærmest fast gæst ved hver eneste højtidelighed i familien, sammen med Smiles, der havde Niels broder Peter som amatørkusk i stalden og familien bestod bl. a. også af Åge Duus Hansen, som i en periode var førstemand hos champion Walter Kaiser Hansen.
Det havde indtil nu gået rigtig godt for Jørgen Olsen, der beviste han kunne køre travløb med de rigtige chancer, men igennem familiens hjælp fik han endnu en mulighed for at vise sine evner, da de købte den meget vanskelige Aktiv The Great, der fra starten af viste sig som en stærk krabat, med masser af unoder og nogen naturtraver var den bestemt ikke, så det var en hest som han virkelig kunne øve sig på og det blev til faktisk til en succes, hvor han både fik styr over det svære temperament, så hesten kunne bruge de mange kræfter rigtigt og problemerne med travet blev også løst og det var jo dengang man diskede heste for urent trav, så man kan allerede sige, at Jørgen Olsen bestod sin første svære opgave med den indviklede Aktiv The Great og de vandt en del sejre sammen.
Ind imellem alt det seriøse arbejde med hestene, var der også tid til tossestreger og jeg tror at dette her er noget som Smiles har været med til at finde på, for pludselig skulle der laves brandøvelse i Tutten på Amager Travbane og det var noget med et reb op omkring bygningen, hvorefter de unge knægte skulle gå baglæns på tværs af taget, for at afsluttede med at springe ned i træner Poul Klartofts møg kule på den anden side og dette skulle de gøre hvis de forsat skulle have tilladelse til at drikke på Tutten og det blev også klaret med bravur. De forskellige servitricer der har arbejdet i Tutten på begge de københavnske baner, må have været gjort af noget specielt, for ingen kvinder kunne dengang bevæge sig ind i staldområdet, i bare nogenlunde sikkerhed. Det kunne sagtens sammenlignes med det man i dag kalder; En overlevelsestur! Jeg ved ikke om afvigende fagområder kan give problemer med mængden af hormoner, for dette substans fattedes travfolkene bestemt ikke.
Den tiende karriere sejr kom også i hus i 1959 og det skete da han meget overraskende kunne køre den fynske Joe´s Pride datter Askepot til sejren, kun fire dage efter den var kommet i træning hos Leif Nielsen og træneren selv var uplaceret med favoritten Belvedere. Den vindende Askepot satte også ny rekord med 26,4, og det var efter dens to sidste præstationer på Fyn ikke havde været alt for overbevisende og den var ligesom derbyvinderen Aprilsnar ejet af P. Rye Jørgensen, der havde et godt samarbejde med Leif Nielsen og de skulle senere fejre store triumfer med Basta Hanover også.
I hele Jørgen Olsens opvækst på banerne har staldterrænet som før nævnt været utrolig levende, hvor det var officielt kendt, at øllet måske nok flød lidt rigeligt, men dengang var selve sporten i højsæde og folk elskede folk og snakke om trav, efter løbene, ja hele ugen frem til den næste løbedag og de af dem der var velbeslået nok til at eje en hest selv og derved kom om bag scenen, fik sig mange fornøjelige stunder ud af det og hvad der foregik der, kunne der i bund og grund skrives mange bøger om, men på den anden side, var det jo netop det gode ved det hele, at lige meget hvilken genrer af kendte mennesker der ”skejede” ud en dag i Tutten, ja så kom historien aldrig videre end der. Den store sport for staldfolkene dengang, var om hvor mange heste de kunne ”markerer” på en formiddag og med dette menes der, hvor mange heste de kunne give en fridag, uden at træneren opdagede dette og her skal man huske på, at det virkelig tog tid med den meget langsom kørsel man gav hestene dengang og derfor ville en enkelt markeret hest spare betydelig tid og i de stalde med mange heste, var det muligt og gøre dette.
Der var dog enkelte stalde hvor seriøsiteten hele tiden var sit højeste og alkohol nærmest var bandlyst og selvklart var Niels Jan Koster af den støbning og i hans seriøse karriere var der ikke tid til pjat og pjank. Han udtale sig autoritært; At man skulle holde sig fra alkohol og kvinder! Den næste af de store trænere med næsten samme holdning var Gerhard Petersen, hvis stald heller ikke var stedet hvor man skulle lede efter tomme flasker og disse to trænere var virkelig bannerfører for det seriøse liv på staldterrænet, hvilket dog ikke havde den store slagkraft i staldene på de forskellige væddeløbsbaner i landet.
Højdepunktet i Jørgen Olsens staldmands karriere var sejren i Jockey Mesterskabet på Amager, hvor han i en forrygende finish fik Tio Worthy først på stregen og det var før Teddy Roy med Leif Løfgren og Torgny B (17) med Dan Jensen på tredjepladsen og alle de tre første kuske var kommende trænere for 1960 sæsonen og man skal her ligge mærke til, at både anden og tredje hesten kommer fra de to førende trænere på tidspunktet Mark Ingdam og Walter Kaiser Hansen, som begge har været med til at ”gøre en hest klar” til dette for staldfolkene meget specielle løb. På de næste pladser kom Monte Carlo med John ”Supermand” Petersen, der også skulle være trænere og han var fulgt af Rutha med Kaj (Vognmand) Jensen og Senator Roy, som med Helmer Sidenius var slået med kun en længde, uden at få en krone, så der blev kørt alt hvad rammer og tøj kunne holde i Jockey Mesterskaberne.
Der var selvklare mange staldfolk i alle staldene og det var folk med stor erfaring, men hvis der var en ting som de absolut ikke kunne tåle, var det regnvejr og på en overskyet morgen kunne man se dem stå i stald porten og kigge op imod himlen og der skulle ikke falde en dråbe, før man blev nød til at lade hestene blive i stalden, og boksene blev jævnet og hovene fedtet og man havde en rolig formiddag og sådan var det bare og en religion der blev dyrket i samtlige stalde, men der skulle inden længe ske alvorlige ændringer i denne politik, ja nærmest en kultur revolution.
Vi har bedt formanden for trænerforeningen, træner Georg Andersen, redegøre for de professionelles stilling.
GA: Vi trænere har igennem et par år set, hvorledes privattræningen griber om sig, og vi har søgt Centralforbundet, fordi vi ønsker at beskytte vort erhverv. Det er trænerne, der skaffer kunder til vore traverbaner, og man har sikkert ikke svært ved at forstå, at det er en højst vanskelig opgave at gøre folk interesseret i at have heste i professionel træning, når alle har det indtryk, at man kan spare kæmpemæssige beløb ved at søge til en privat- træner. Disse »surrogattrænere« bringer efter vor mening sporten ned i et forkert plan. De professionelle søger at højne sporten, og vi er under streng kontrol, mens ingen kan kontrollere de privattrænede heste, når de spredes ud over landet.
Er sagen så alvorlig som den bliver gjort til?
GA: Ja, det tør jeg svært antyde. Der findes i dag otte privattrænere, som lader ca. 60 heste starte i løbene på de københavnske baner. Det drejer sig om Svend Aage Jensen, Ølstykke, Hans Larsen, Lille Skensved, Otto Nielsen, Ølsemagle, Jens Jensen og brødrene Einar og Jacob Jensen, Lestrup ved Tappernøje, A. Petersen, Kirke Værløse, og Elgaard Petersen, Ølstykke. Desuden er vi vidende om, at flere står på spring.
Hvad ønsker travtrænerne?
GA: Vi er fuldt ud enige om grundlaget for de drøftelser, der foregår i centralforbundet. Vort ønske går ud på, at bestemmelserne ændres derhen, at kun heste i professionel træning kan starte med amatører i professionelle løb, og det er vor opfattelse, at man kan løse problemet ved samtidig at arrangere et landboløb pr. løbedag for de privat- trænede heste. For trænerforeningen deltager Hans Hansen, Egon Larsen og jeg selv i forhandlingerne med Centralforbundet, og vi har vor juridiske konsulent, landsretssagfører Ib Thyregod, ved vor side. Forhåbentlig lykkes det os at nå til et tilfredsstillende resultat.
Tilbage til Jørgen Olsen der i natur havde meget let til smil, og helt sikkert ikke havde nogen fjender og det var ham nærmest umuligt og skjule sin glæde, som han delte med alle der var i hans nærhed og ved siden af alt arbejdet, var der også plads til at være en rigtig god kammerat for sine staldmands kollegaer, der havde det godt i hans selskab og mest af alt, var han en meget ydmyg person og det kunne måske vise sig og blive en akilleshæl for ham som træner, for hvordan skulle da han dog få heste i træning, når han aldrig kunne finde på og bede nogen mennesker om at sætte heste i træning hos ham, fra en anden træner? Der var overhovedet ingen tvivl om, at de fremtidige hesteejere blev nød til at henvende sig til ham og ikke omvendt. Jeg har selv senere oplevet ham, som champion træner, og takke nej til en ny hest, hvis han syntes det ikke var retfærdigt at flytte den fra sin nuværende træner og en anden gang ventede han i længere tid på en virkelig top hest, indtil dennes træner var afgået ved døden, før han ville have den i træning.
Der manglede nu en enkelt ting inden han kunne sætte navneskiltet på en stald og det var træner eksamen, efter han jo i tre vintre havde fulgt trænerskolen i København. Tidligere havde Mark Ingdam bestået eksamen med alle spørgsmål besvaret og derfor var eksamen blevet strammet lidt op, så man nu havde syv forskellige områder, der kunne give i alt 56 point og Jørgen Olsen leverede en fortræffelig eksamen og fik hele 55 point og det var klart årgangens bedste resultat.
Jørgen Olsen var nu klar til at springe ud i det og allerede i det årlige travhæfte – Trav Jul – kunne man så for første gang læse om hans meninger i det første officielle interview der blev lavet med ham og ikke underligt var overskriften:
Sådan var de første ord fra Jørgen Olsen i travsporten, hvor han var en af et godt hold af nye unge travtrænere der skulle til og starte deres karriere og i Jørgen Olsens tilfælde den 1. januar 1960. Disse velvalgte ord var lige nøjagtig hvad Jørgen Olsen bestod af og ingen var mere en ham, ydmyg overfor det ansvar han følte det var, når vildt fremmede personer sendte heste i træning hos ham og han har aldrig holdt en hest en dag for meget i træning, end nødvendigt.
Fra den samme artikel ville Jørgen Olsen ikke udtale sig ret meget om forventninger til den nye opgave og det gjorde han med ordene; ”Jeg udtaler mig ikke. Det vil være dumt at sige noget, når man ikke engang er begyndt som træner” og på det efterfølgende spørgsmål om hvor mange løb han regnede at vinde i 1960 var svaret; ” Sådan noget skal man ikke svare på. Hvor skulle jeg vide det. Jeg aner jo ikke, hvilke heste jeg får i træning. Måske kan jeg — uden at sige for meget — gætte på, at 4—5 løb må der være til et par af de heste, jeg håber på at få i træning”.
Der er ingen tvivl om, at der kun var en sikker hest i stalden den 1. januar, når portene blev slået op for den nye træner karriere og det var familiens Aktiv The Great, men der var mange der havde lagt mærke til den unge Olsen og han må have forventet sig nogle, i det han også havde fundet sig en staldmand i Bendt ”Fukseren” Jensen, der var vendt tilbage til Danmark efter et ophold i Stockholm, hvor han havde arbejdet for Gösta Nordin, hvor han bl. a. havde ansvaret over den internationale stjerne Tampiko, der vandt Skandinavisk Mesterskab på Lunden i 1956 og inden Fukseren tog ”hinsidan”, havde han fået en grunduddannelse hos måske staldterrænet bedste hestemand Arnold Jensen, hvor han var med til at passe heste som derbyvinderen Minus. Der er ingen trænere med succes der ikke har haft et dygtigt personale bag sig og staldfolkenes betydning var kolossal stor og utrolig mange mænd har brugt hele deres liv på et hårdt, men meget samvittighedsfuld arbejde i staldene, langt væk fra rampelyset og de er helt klart i mine øjne, sportens glemte stjerne. Jørgen Olsen og Fukseren skulle blive et nyt meget stærkt team i travsporten og så havde man jo stadigvæk ”ræve ungen” Niels Duus Hansen rendende i stalden også, som en vigtig brik.