Der har igennem tiderne været mange virkelig gode brevduefolk på Fyn og en af de allerstørste var Ib Friedrichsen, der i mange år var at finde i toppen af dansk brevduesport.
Ib Friedrichsen begyndte med brevduerne i 1949 sammen med sin far og i1960 startede han for sig selv. Duerne var fra starten af hans og faderens gamle stamme af Fabry/Delbar-duer, tilsat lidt nyt blod fra Emil Pilgaard, H. C. Hansen og Helmer Johansson (Gerhardts / Van Riel / Delbar). Han fløj med både enkemænd og naturlige, og duerne bliver fløjet så tit som overhovedet muligt.
Efter mange år i sporten havde Ib svært ved at sige, hvilken stamme hans duer egentlig er. Ib sagde selv "Jeg kalder det ”Ib-duer”, "jeg har været med i over 50 år, hvor jeg aldrig har købt, men kun byttet lidt her og der. Jeg bytter stadig lidt fordi jeg jo oplever at noget af mit gamle blod går andre steder og så fører jeg jo blodet tilbage.
Men noget af det jeg har haft held til, er at nogle af de duer jeg har fået foræret, har jeg også evnet at gøre til sektionsvindere. Så jeg kan jo også flyve dem". Og dog "Emil Pilgård", og det Ib kalder det helt gamle Frederikshavner-blod er stadig en af de toneangivende og resultatskabende blodlinjer i Ibs bestand.
Men Ib har ikke været flittig ved auktioner — han købte ikke — men har flere gange leveret unger til lotterier osv. Oven i dette skal man ikke glemme det store administrative arbejde som Ib Friedrichsen gjorde igennem hele sin karriere!
Vi mistede Ib Friedrichsen i 2008 lørdag den 16. august, efter lang tids sygdom, 71 år gammel. Han blev medlem i 171 Nordvestfyn i 1962, men allerede i 1963 var han med til at oprette 166 Bogense og har været medlem siden. I mange år har han været kasserer og i næsten alle år været kontrolformand, han har også haft 25 års jubilæum i sektion 31 som kasserer, endvidere var han i en årrække kasserer i Fyn & Sydjylland's dommerklub. For sit virke indenfor brevduesporten blev han hædret med DdB's guldnål.
Ib var den fødte duemand, han kunne som ingen anden få det bedste frem i duerne, hvilket så også betød, at han har haft mange sektionsvindere, og næsten vundet samtlige mesterskaber indenfor sektion og DdB. Ib måtte til sidst gå med ilt maske hele døgnet, og han har derfor slet ikke været på dueslaget. Duerne har været passet og trænet af andre. Udefra har han så med kendskab, til hvad han mente duerne kunne klare, fløjet hele sæsonen igennem, ikke desto mindre er det blev det til 4 sektionsvindere i hans sidste sæson.
Vi har i Fyens Langflyver Klub blevet enige om at lave et – Hall of Fame – afdeling, hvor vi alle kan være med til at mindes de gode gamle brevduefolk, der virkelig har været med til at gøre brevdue sporten så stor Fyn, som den har været. Derfor vil vi hver eneste sæson, flyve første langflyvning som Ib Friedrichsen Memorial, så vi alle kan mindes en rigtig god brevduemand!
Berømt over hele verden er navnet Houben. En af deres basisduer hedder "Jonge Artiest" (82-6380170). Det sjove er ved denne due lige som så mange andre bemærkelsesværdige duer, at flere som har haft ham i hånden, har jeg tænkt: Hvordan kan sådan en due være så god?" og Jef Houben må have tænkt det samme, da duen var unge.
Den var ikke noget kønt syn, og det var grunden til, at han ikke ville beholde den til eget brug — men på den anden side var afstamningen for god til at aflive den (søn af "Artiest" og "Furst"). Derfor besluttede han at sælge 82-170. Og hver gang der kom folk for at købe duer, puttede Houben nogle stykker (inklusiv 82-170) i en kurv, så de havde nogle at vælge imellem. Men ingen havde lyst til at købe 82-170, og så havde Houben valget mellem at aflive duen eller beholde den. Han besluttede at beholde den.
Den gamle ræv til Houben har gjort mange gode ting i sit liv, men det her var det bedste han nogensinde har gjort. Den grimme unge blev den berømte "Jonge Artiest". I næsten alle Houben’s vindere og topduer i de følgende år flyder hans blod. Denne due har faktisk gjort Houben til det, han blev: champion.
Den lille historie fortæller med al tydelighed hvor svært det er at forny sig med nye duer og nu hvor Live-aktionen nærmest er afskaffet, køber man efter min bedste formodning i blinde, da man forhåbentlig har dannet sig et indtryk på hvilken slags due man gerne vil have ført ind på sin stamme og så bare køber efter et billede og en til tider meget vel udført afstamning!
J Skræppenborg-Nielsen var medlem af 090 Thor i Middelfart og han var medlem i en menneskealder, hvor han tog stor del i det administrative arbejde også og vi leder med lys og lygte efter noget materiale på ham, så vi kan præsenterer ham mere fyldestgørende her fremover!
Min svoger Mogens Hansen og jeg selv kom meget på dette tidspunkt i nordtyskland og pludeslig en fredag ringede nogen af vores venner dernedefra, om vi ikke kom og besøgte dem i klubben i morgen! Det var lidt kort varsel, men årsagen skyldtes de fik besøg af en busfuld østtyskere og det var ikke mere en fjorten dage efter murens fald. Vi sagde selvklar ja til denne opfordring.
Jeg glemmer aldrig det syn der mødte os da vi kom frem, for der stod der en Drabant bus (en som Mogens senere købte for 1 Mark) og indenfor stod der en folk ymgre og ældre mennesker, der både var meget generte og forlegne, der for første gang gang var kommet længere ind i Vesttyskland end nogensinde. Vores naturlige tørst og opførsel var med til (er jeg overbevist om) at de kunne slappe lidt af og det blev en god og spændende eftermiddag, hvor vi hørte meget og forholdene i Østtyskland og deres måde at flyve med duer på.
Det blev starten til et godt forhold, hvor jeg bl. a. engagerede en bustur til Holland og Belgien med disse mennesker og vi var temmelig tit på besøg og en enkelt gang havde jeg også den danske mester Ole Nielsen med ned til et foredrag, jov der var gang i den. Da jeg stoppede med duerne miste jeg også forbindelsen lidt til disse mennesker, men Mogens forsatte og har forsat rigtig mange venner dernede. En enkelt af disse – Benno Bredemeier - er på besøg i disse dage og vi var sammen med en enkelt aften hvor minderne virkelig fik lov til at flyde. Jeg kunne nu ikke lade være med at tænke på, at disse mennesker der havde været spærret inde bag en mur i hele deres liv og for første gang skulle møde nogle danskere, ja så var de så uheldige og løbe ind i Mogens og jeg selv.
Jeg personligt fik endnu engang et bevis på hvordan brevduesporten også kan være og man har virkelig muligheden for at møde utrolig mange forskellige mennesker fra mange andre lande og det er aldrig kedeligt!
Mogens havde i 2015 vundet et par unger fra Th & P Pedersen, hvilket skulle vise sig at blive til 013-15-0138 & 013-15-0139, som senere skulle vise sig og blive en rigtig god gevinst! ”139” blev sektionsvinder fra Rendsburg som unge og helt fantastisk var dens far 013-14-1308 sektionsvinder fra samme station for de gamle duer og vi ved ikke om det nogensinde er sket før, at far og søn har været sektionsvinder fra samme station eller samme dag? ”139” var i øvringt 14. Es-due for ungerne på Fyn
I år forsatte succeen med ”139 & 138”, hvor den førstnævnte blev 1. Etårs Es-due i Sektion 31 og og bedste opgjorte etårs i 220 Odense. ”138” blev 15. Etårs Es-due i Sektion 31, så det var et rigtigt valg, da Mogens tidligt valgte at beholde de to helbrødre på sprinterflyvningerne og de var med til at placeret slaget som femte i sektions sprinter mesterskab, hvilket jo er det mesterskab for der sendes flest duer på Fyn. I avlen gør de det også godt og ”139” datteren ”968” var tæt på en sektions sejr, da hun var tredje og ”138” havde et par unger der begge havde et par top placeringer under sæsonen, så fremtiden ser lys ud med hensyn til de to unger han vandt.
Dagen sluttede helt suverænt for Mogens Hansen, da han sammen med Thomas & Poul fandt en løsning, idet Mogens ikke kan komme den 19. november, så han kunne tage et par duer med hjem og her i blandt faderen til ”138 &139”. Så Mogens glemmer nok ikke sit første besøg hos de dygtige brevdue folk så hurtigt!
Fortsat indavl med brevduer resulterer efter manges meninger i fysisk blandede duer med evner, der ikke er bedre end gennemsnittets. På den anden side resulterer fortsat krydsningsavl i duer, som varierer stærkt, både hvad fysisk bygning og flyveevne angår.
Der er faktisk kun en vej til succes, og det er at avle på en duestamme, som er gennemprøvet og har bevist sin kvalitet på kapflyvninger, vel at mærke i nutiden og ikke for flere år siden. Med en bestand, der besidder vindergener som grundlag, kan der så, når tiden er moden, introduceres nyt blod til ind som udvælges krydsning, blandt de bedste kapflyvere fra en anden god stamme. Med mindre vi går frem på denne måde, kan vi ikke håbe på at forbedre vore brevduer. Den beskrevne fremgangsmåde er naturligvis afhængig af, om der kan skaffes topduer fra de bedste stammer og til hvilken pris.
En opdrætter, der har opbygget en stamme duer af den kaliber, vi er interesseret i, må være forsigtig med, hvilke duer han sælger, og uden tvivl har han duer, som han ikke for nogen pris vil skille sig af med. Af den grund er vi henvist til at købe børn eller børnebørn efter hans bedste duer både som grundlag for vores bestand nu og eventuelt senere, når det måske drejer sig om at skaffe nyt blod til indkrydsning.
Man må imidlertid huske på, at topduers flyveevne ikke altid nedarves direkte til deres sønner og døtre. Hvis dette er tilfældet, kan man næsten være sikker på, at der blandt sønnerne og døtrene vil være nogle gode avlsduer, som kan videregive champion duens vindergener til deres børn, altså til champion duens børnebørn.
Det er velkendt inden for genetikken, at visse egenskaber hos en stamhan (eller hun for den sags skyld) forbliver ”skjulte” hos afkom af første generation for derefter at vise sig i en anden generation, altså hos børnebørnene. Det er et fænomen, der optræder i alle former for dyreliv og gør sig særligt bemærket inden for hesteavl, hvor vindere på trav- eller galopbanen ikke altid bliver berømte for at have produceret børn af samme kvalitet som væddeløbere, men tværtimod ofte bliver kendt for at være far til døtre, der udmærker sig som avlshopper.
Ved at fremskaffe det allerbedste avl materiale fra starten får man en meget bedre chance for at avle virkelig gode kapflyvere, som kan opfylde de krav, der stilles i konkurrencen med de bedste slag år efter år. Jo flere gode duer, der findes i den stamme, hvorfra man udvælger sine avlsduer, desto større er den statistiske sandsynlighed for at avle topduer efter dem.
I avlen må man stræbe efter at udvikle intelligens, klogskab, eller hvad man nu vil kalde det, for det er, hvad der bringer duerne hurtigt hjem. Og chancen for at få held til det for et rimeligt tidsrum må være større, når vi avler på duer, som ved deres præstationer har vist, at de ikke blot har hjemfindingsevne, men at den også er kombineret med klogskab.
En af Piet de Weerds filosofier lød: "Udvælgelse kan kun foretages, fordi der overalt er forskelle, små og store". Nogle ser/mærker disse forskelle, andre opfatter dem ikke og kan således ikke foretage udvælgelsen. Piet de Weerd havde uden tvivl "kenderblik", det lader sig dog ikke forklare, hvad der forstås ved det. Allerede som 20-årig mærkede han, at der var enorm forskel på muskler og muskler som mål for vitalitet. Som 80-årig var han lykkelig for at have opdaget i tide, at denne forskel ikke var uden betydning. I brevduesportens verden er kenderblikket et lille tilskud til de oplysninger, som kurven leverer uge for uge. Uden udvælgelse ved hjælp af kapflyvningsresultater kan vi ikke komme blot et lille skridt videre, men 200 års praksis har lært os, at uden det lille tilskud "kenderblikket" bliver man ikke mester. Piet de Weerd har hele sit liv holdt fast i, at duer, som flyver godt i høje temperaturer og modvind, som f.eks. Barcelona 1987 og Perpignan 1992, i 9 af 10 tilfælde også er brugbare avlsduer?
Jeg har igennem hele livet mødt mennesker der har fået den gave og kunne studerer dyr med stor succes og jeg har set så mange forskellige avlssystemer, at jeg med sikkerhed ved at det kan betale sig og sætte sig ind i avlsarbejde og ikke bare åbne døren der adskiller hunnerne og hannerne!
Hvis avlsduerne har været for lidt eller slet ikke i kurven, bliver udvælgelsen til avl overladt til opdrætteren, som ide fleste tilfælde har for lidt sammenlignings materiale. Piet de Weerds udvælgelses teknik adskiller sig fra gennemsnits opdrætteren ved, at han har haft utallige ægte topduer i hånden. Han mente, at de fleste klassifisører overså vigtige detaljer, deres øjne og hænder var for lidt øvede til at se forskellene i disse detaljer. De manglede denne magiske fingerspids fornemmelse
På grund af sin gerning som klassifisør i alle dele af verden blev Piet de Weerd kontaktet af betydelige personligheder som studerede mysteriet "hjemfindelsesevnen". Til disse personer hørte professor William T. Keeton fra Cornel universitetet i Ithaca i staten New York. Piet de Weerd blev bedt om at komme med bidrag og at studere Keetons arbejde. For sine fortjenester i denne forskning blev Piet de Weerd beæret med titel som æresdoktor for universitetet. En anden personlighed som kontaktede Piet de Weerd var admiral Chester W. Nimitz øverstbefalende for den amerikanske flåde under anden verdenskrig. På Nimitz's spørgsmål om mysteriet hjemfindelsesevne kunne Piet de Weerd naturligvis svare lige så lidt som alle andre. Nimitz var dog klar over, at kompas ikke var noget, som duen havde eller ikke havde, men at denne egenskab var opbygget gennem tiden, hvor brevduen udviklede sig. Med andre ord en due kan have rigtig meget hjemfindelsesevne eller også meget lidt. Det handler om en arvelig egenskab, og er dermed underlagt de Mendelske arvelove.
Efterfølgende var det meget sjældent vi hørte noget om disse nye duer og navne der blev hentet til Danmark, hvis ikke lige der var en enkelt af dem der blev sektionsvinder eller andet i samme standart og det var faktisk en skam, for os der virkelig er interesseret i avlen. Derfor fandt jeg på en lille ide om hvor jeg søger oplysninger og et par slag som jeg selv fulgte meget nøje, lige inden jeg sluttede min karriere og begge havde duer på auktion i 2003 i Danmark. Så er der nogen der kan fortælle mig hvordan duerne fra Bert Braspenning og Bertie Camphuis klarede sig i den danske avl?
Den dobbelte sektionsmester i 31 i 1994 i både mellemdistance sport og åben, E. V. Rathje, blev aktiv i 1948. Først da Rathje ophørte med sin virksomhed og blev pensionist, blev der mere tid til duerne, og der kom for alvor gang i resultaterne. Til langdistancemesterskabet i sektionen blev det en andenplads i 1994 sport og åben nr. 6, og også en 6. plads i gruppen. Det flotteste resultat i 1994 blev dog en 3. plads til Danmarksmesterskabet i langdist/sport foruden nr. 16 i mellemdist/sport.
Endvidere blev det i 1994 en andenplads i sektionsklubbens "Store Championat" og nr. 3 til klubbens nyoprettede "Fynsmesterskab" samt nr. 2 til "Bosmolen" mesterskab. Rathje havde endvidere den glæde, at blive regionsvinder fra Antwerpen og derfor uden en sektionsvinder fra en Hannoverflyvning, for øvrigt en broder til Antwerpenhunnen. Begge søskende har været Es-duer, hannen nr. 1 i 1993 og hunnen nr. 3 i 1994. For øvrigt har 2 andre søskende gjort dem kunsten efter i 1991.
Rathjes slag er uhyre beskeden kun hvoraf "avls- og flyveslaget" med en snes reder og siddereol kun har et disponibelt gulvareal på knap 5 m, mens resten af slaget (beregnet til ungernes første tid) må nøjes med halvt så meget plads, idet også her er reder i et hjørne og siddereoler med plads til både unger og gamle.
Der er ingen ventilation udover tophængte vinduer, der er åbne hele året sammen med en trådnets skydedør, således at den friske vind uhindret kan suse gennem slaget og lige forbi siddereolerne (nogen kalder dette træk, siger Rathje). Der er ingen fodergang og ingen isolering, men det vigtigste er, at slaget vinder mod syd. Der er for øvrigt et stort mosaikvindue i gavlen.
Det med de gængse teorier om nødvendigheden af tilskud af mineraler og præparater blæser Rathje på. Hans duer får kun et par årlige kure mod orm, gul knop og coccidiose, dog får duerne Calvet hver søndag i flyvetiden. Den sparsomme gulvplads til de normalt 46 duer og senere ungetillægget betinger, at der er fri udflyvning fra morgen til gadelygterne tændes, og det giver duerne lejlighed til at forsyne sig med havens få produkter såsom grønkål salat og sågar rabarberblade.
Gulvet får pålagt meget groft strandsand med småsten hver morgen (sparer grit). Foderet er avls-, unge- og flyvefoder tilsat byg og hvede om vinteren. Der bruges ikke rense- eller specialblandinger.
Mesterskabssæsonen startede med 41 af slagets i alt 46 duer. Der deltages på DdB-flyvningerne gennemsnitlig med en 5-6 stk., og der flyves efter det naturlige system. De 1-årige flyves meget, dog ikke ud over 500 km. Ungetillægget er normalt på 30-35 stykker. Der fodres i rederne, mens ungerne er små, og gerne 6-7 gange om dagen. Forældrene har via en "halvdør" fri adgang til "Ungeslaget", når ungerne kommer derind, og resten af sæsonen blandes unger og gamle, og det fungerer perfekt, og så er der jo altid en siddeplads til alle.
Næsten halvdelen af duebestanden er afkom efter DdB's import af Marimann Raey og Delbar suppleret med duer fra få anerkendte slag. Rathje forsøger at holde sine "stammer" så rene som muligt, idet han mener, at når engang disse gode stammer er fremkommet, hvorfor så skille dem ad igen'?
Efter så mange år med duer har Rathje det råd, at det vigtigste er, at duerne har det så naturligt som muligt, men selvfølgelig skal der tid, tålmodighed, held — og en god vind. Endelig påpeger Rathje, at ligesom en topsportsmand skal også duerne træne og træne, gerne eenslip hver uge på 50-70 km.
Tak for stor interesse for arrangementet – vi håber at finde en ny dato i starten af 2017, hvor alle interesserede har mulighed for at komme.
Det er klart at vi ikke giver op af denne grund og det mest positive var har oplevet med denne dag, er netop den store interesse der har været omkring den og derfor leder vi allerede nu med lys og løgte for at finde en løsning på problemet, da vi gemmer samtlige auktionsduer til endnu et forsøg. Vi ved ikke om det bliver for tidligt, men har sigtekornet imod en dato sidst i januar, hvis forbuddet vil blive ophævet til den tid, hvilket måske også kan virke en smule optimistisk?
Vi vil gerne nævne, at disse auktionsduer var givet til klubben således der kunne komme lidt økonomi i vores langflyverklub og derfor hænger det hele lidt sammen og vi arbejder stadigvæk hen imod og gøre den næste sæson lidt speciel i klubben, der gerne skulle komme både brevduesporten og de medlemmer der skulle være med til den tid, til gode! Derfor kan vi på nuværende tidspunkt kun sige, at vi vil holde jer informeret om en eventuelt ny dato, lige så snart den er faldet på plads.
Alexander Hansenne havde duer sammen med sin bror Jean, der var ven med Hr. Dedoyard i Ensivel ved Verviers, en opdrætter, hvis slag var kendt for sine gode duer. Da nu Jean Hansenne en aften var på vej til et fest aflagde han Hr. Dedoyard et besøg, og han fik ved denne lejlighed foræret et par æg af Dedoyards bedste stamduer, og æggene anbragtes, vel indpakkede i en inderlomme.
Jean Hansenne kom til festen og glemte i dansens hede den værdifulde foræring og kom først den næste morgen i tanke om æggene, som han til sine glæde fandt i tilsyneladende god behold. Han overgav dem da til sin bror Alexander, der lod dem udruge af et par af sine duer, og efter rugetidens forløb fremkom to kraftige unger, der blev opfostret med den største omhu.
Kort tid efter giftede Alexander Hansenne sig, og brødrene delte da duerne således, at Alexander Hansenne fik en af de omtalte unger, en prægtig mørktavlet han. Denne due blev grundlaget for det senere så berømte slag, hvorfra den berømte, gamle belgiske stamme kommer fra.
Derefter købte Alexander Hansenne så i året 1866 opdrætteren H. Webers berømte slag. Hansenne prøvede samtlige disse indkøbte duer; men beholdt derefter kun den bedste han af disse, medens de øvrige alle blev fjernet. Kort tid derefter købte Hansenne ligeledes et helt slag fra en anden ligeså berømt opdrætter, og gentog nøjagtig hermed den samme fremgangsmåde, idet han kun beholdt et eneste due, en blå han medens resten blev fjernet.
Senere da brødrene Dedoyard, fra hvem den første blå han stammede, blev uenige og solgte deres bestand, købte Alexander Hansenne alle deres duer og beholdt denne gang de tre bedste hunner, som så i forening med de forannævnte tre hanner dannede grundlaget for den senere verdensberømte stamme: Alexander Hansenne, der gennem det følgende halve århundrede fejrede de største triumfer på de længste afstande.
Meget er sagt og skrevet om disse due o gen af sportens store journalister A.H. Osman mener klart at Hansenne duerne er en stor del af baggrunden af den engelske langdistance due, der startede i begyndelse af det forrige århundred. Hvis vi skal nævne nogle af Hansenne's bedste duer kan vi starte med 'Le Criquet', der er fra 1877, og den vandt bl. a. 1 National fra Paris, 1 fra St. Benoit og 3 fra Tolosa. Der var en anden meget berømt due kendt som Calvi, der netop vandt en flyvning fra Calvi. Der var den fantastiske 'Le St. Vincent ' der var anden fra St.Vincent og vinder fra St. Benoit og Agen.
Det denne historie fortæller er, at Hansenne for at skabe sin egen stamme af kvalitet, købte flere forskellige top slag, for med dygtighed og udvælge sig en enkelt due, fra hvert slag, til at finde grund stam forældrene til noget ekstraordinært!