BANE FORHOLDENE SPILLEDE MEGET IND I PRÆSTATIONERNE !


Det var en sej bane at hestene blev budt på, da Klampenborg startede sæsonen 2006 og der er ingen tvivl om, at disse forhold har spillet meget ind på nogle af præstationer, men det var vel også det man kunne forvente, med det forår som vi har haft.

Der blev dog budt på god underholdning på banen, hvor flere af opløbskampene var meget tætte, men som før nævnt skal mange af præstationerne tages med et gran salt, men lad os se lidt på dagens løb.

DER VAR INGEN DER KUNNE FANGE SIBELIUS !

Dagens hovedløb – Åbningsløb – over 1600 meter havde en sjov udvikling i spillet og SIBELIUS, der ikke har vundet løb siden Dansk St. Leger i september i 2004, blev spillet til favorit og må betegnes for dagens ”staldskrig” og det så virkelig ud til at spillerne havde mere check på det end tipseksperterne, idet det blev til en fornem sejr, i et løb hvor der var flere heste som ”skuffede” en del.

SIBELIUS slår BOLOGNE

Favoritten tog med det samme føring i løbet, foran et samlet felt og rundt opløbssvinget var den Caroline Strömberg trænede klassiske vinder et par længder foran feltet og allerede her begyndte det at se rigtig godt ud og Mark Larsen forsatte det gode tempo ind i opløbet og af alle var det pludselig BOLOGNE (Pennekamp) der skulle være den hest der skulle true favoritten, idet både BINARY FILE (Nureyev) og DANISH SHOPPING (Bin Ajwaad) aldrig kom til at være nogen trussel og den nye svenske import FOX (Diktat) løb også hurtigt ud af kræfter, så foran var det en hård kamp imellem de to Malmø heste, som SIBELIUS gik sejrrigt ud af, men al respekt for BOLOGNE`s indsats, som normal ikke møder heste af denne kaliber.

Det må have været en god sejr for Caroline Strömberg, som sidste år havde mange problemer med stalden, men hendes tre heste i dag kom alle hjem med top placeringer, efter godkendte præstationer, men om SIBELIUS skal få en stor sæson kan kun tiden vise, men den har under alle omstændigheder startet året på bedste vis.

TRYM MÅTTE ARBEJDE HÅRDT FOR SEJREN !

I et rigtig godt tre-års løb over 1500 meter blev man vidne til årets første rigtig hårde opløbskamp, efter at spilleren gjorde Jägersro vinderen DESERT VICTORY (Revoque) til favorit i løbet, men den var svedt godt op inden starten og viste noget temperament på vej til starten.

TRYM kæmpede hårdt med DJANGO

Fra starten af var det DJANGO (Acatenango) som tog føringen ved rails, men TRYM (Lorofino), som så rigtig godt ud på dagen, var hurtigt oppe på siden af den førende og bagved kunne man snart se både DESERT VICTORY og ROI ET TOI (Richard Of York) og på et tidligt tidspunkt var både ISIS (Hot Run) og TOBELINI (Bertolini) ude af vindermulighed. Det virkede som om at ROI ET TOI allerede nede i svinget havde gjort sit og foran udviklede det hele sig til et to hestes opgør.

Ind op opløbet gik TRYM helt op udvendigt om DJANGO og de to heste fik virkelig lov til at leverer varen her i deres første års start og parret var omkring ti længder før tredjehesten DESERT VICTORY. På de sidste hundred meter fik TRYM - med Lennart Hammer - overtaget på sin konkurrent.

NOGLE INTERESSANTE IMPORTER !

I dagens første Maidensløb over 1800 meter skulle vi stifte bekendtskab med en af vinterens nye importer FAAHEM (Selkirk), som til sidst blev spillet til favorit før SIR ALEXANDER (Richard Of York). Den sidstnævnte virkede meget oppe på ”tæerne” på vej til starten og den leverede hellere den allerbedste start.

Kort efter start var FAAHEM allerede fremme i føringen og efter den langsomme start bragte Kim Andersen hurtigt SIR ALEXANDER frem udvendigt på den førende, med en STARLIGHT`S OLLI (Moto-Starlight), som hele tiden forbedrede sig. Ind i opløbet var der kun to heste i løbet og det så hele tiden ud til, at FAAHEM skulle gå til en sejr, med Lennart Hammer, som bare red sin hest hjem i hænderne, men på en mærkværdig måde fik Kim Andersen det lidt ekstra ud af SIR ALEXANDER på de sidste halvtreds meter og akkurat lige på målstregen, fik han presset sin hest det nødvendige foran og med Wilson hesten på tredjepladsen. Det er værd at bemærke at disse to først placerede heste var ni længder langsommer end løbet med RED SINGER og vi skal nok se begge to igen, før vi virkelig kan bedømme deres chancer for fremtiden.

ALNITAK

Dagens andet Maidensløb gik lige efter spillernes hoveder og de tre først placerede heste, var de eneste der var spillet til under ti gange pengene. Dagens største favorit ALNITAK (Nureyev) var blevet udstyret med blinkers. Det var de tre inderste heste der tog føringen i løbet fra starten af, men favoritten var hurtigt velplaceret bagved de førende og man lagde også mærke til debutanten FOXONTHELINE (Foxhound) med fremme udvendigt på de førende, med en noget langsomt startende FADO (Be My Chief), der er halvbroder til SIBELIUS (Night Shift) på vej frem imod de førende.

Ind i opløbet havde Lennart Hammer bragt ALNITAK frem i føringen og jockeyen holdt favoritten i gang ned igennem opløbet, hvor en anden import FUSILIER (Medicean) kom frem fra bag feltet og en overgang så det ud til at den skulle true favoritten lidt, men den Bent Olsen trænede hest forsatte tempoet ind i mål og FADO var en god tredjehest i løbet.

ALNITAK & Lennart Hammer

ALNITAK gjorde hvad den blev bedt om og mere kan man ikke forlange af en hest, men det blev vel aldrig den besnærende præstation som man måske havde forventet og man bør også lægge mærke til, at den var femten længder langsommere end SIBELIUS i det efterfølgende løb. Det bliver under alle omstændigheder spændende at se den tidligere Niarchos hest igen og en hest som FUSILIER gjorde pænt opmærksom på sig selv og en kommende start i Jyllandsløb.

RESTEN AF DAGEN !

I det første løb var der debut til den klassisk placerede IRISH CORNER (Fraam) for træner Bent Olsen, men det var staldveninden LADY CHABLIS (Domynsky) – som man aldrig så i løbet – der var spillet til favorit, men den var med den røde Lambada hoppe i spidsen fra starten af, hvor det var tæt forfulgt af CASUAL QUESTION (Grand Lodge) og HONFLEUR (Informant), men Nicholas Cordrey havde hurtigt den Annelie Larsson trænede SAKIRI (Ballet Prince) med fremme udvendigt, hvor den hele tiden lignede en alvorlig trussel imod de førende.

SAKIRI & Nicholas Cordrey

Ind i opløbet forsøgte IRISH CORNER og CASUAL QUESTION sig op langs rails, hvor deres roller hurtigt var udspillet og midt i banen gik SAKIRI frem imod sejren, hvor den dog var presset en smule af HONFLEUR og med MUSICAL QUEEN (Musical Fappi), som skød frem bagfra, men der var ingen der kunne røre SAKIRI, der til sidst vandt en sikker sejr.

Første afdeling af V5 havde THE UGLY DUCKLING (Atraf) som favorit på den 1800 meter lange distance og den var også med helt fremme undervejs, men det var med FOREVER (Muthhil) og FINISH FIRST (Basiluzzo) fremme i føringen fra starten af, men hurtigt havde Kim Andersen RED SINGER (Informant) fremme udvendigt på de førende og ind i opløbet var der en overgang en kamp imellem den og FINISH FIRST, men det stod hurtigt klart at sejren skulle gå til den Thomas Høgfeldt trænede hest og det var med THE UGLY DUCKLING på tredjepladsen, som den fik i kamp med WHITE PRECORDIA (Precocious).

LADY ASHBORNE & Dina Danekilde

Et 1500 meter handicap lignede længe en sejr til GREY MEDALLION (Medaaly), da den havde overtaget kommandoen rundt i opløbssvinget, men en meget vel galopperende tidligere Klampenborg trænede LADY ASHBORNE (Lake Coniston), kom under Dina Danekilde hurtigt frem til den førende hest og overraskende problemløst gled den store hoppe let frem til en sejr og med en godt afsluttende CLAYMORE (Caerwent) på tredjepladsen. Det er den skånske amatørtræner Gunilla Johansson som nu træner LADY ASHBORNE.

En anden tidligere Klampenborg trænede hoppe DESDEMONA (Ballet Prince) ville ikke stå tilbage for LADY ASHBORNE, så hun vandt eftermiddagens sidste løb, under Kristina Kanstrup før MR LOTUS (Lotus Pool) og WRAMS BOSS (Dom Of Silves), der løb dødt løb om andenpladsen. Så det blev således også til en sejr til Jylland og det var glad træner Jan Bødker Sørensen der modtog sin hoppe i vindercirklen.

I ØVRIGT LAGDE VI MÆRKE TIL !

Det blev til et par fødselsdags sejre og en enkle andenplads for træner Bent Olsen her på førstedagen, og træneren mente selv at hans arbejde igennem vinteren, ville give bonus allerede her på første dagen og det fik han jo noget ret i. De to jockeyer Kim Andersen og Lennart Hammer fik begge et par sejre i løbet af eftermiddagen og af avlshingstene havde BALLET PRINCE (Sadler`s Wells) en god dag med et par vindere i SAKIRI - DESDEMONA. Det skal også nævnes at den nye avlshingst i Danmark – INFORMANT (Kris) – havde en fornem dag med en sejr og andenplads i kun to afkoms starter.