| KORTE GALOP HISTORIER FRA BONGO RACING! |
Det er ti år siden der har været en åring fra Normandie Stud i Tattersalls ringen, men Philippa Cooper fik et nærmest eksplosiv come back, da hendes Dubawi hingst ud af Gr.1 Coronation Stakes vinder Fallen For You (Dansili), blev den dyreste åring i hele verden i denne sæson, da den blev solgt for 2.6-million guineas til Sheikh Mohammed Al Maktoum (Godolphin). Dubawi var også faderen til den anden åring på auktionen, der passerede 1 million, da John Ferguson Ferguson købte den for 1.2-million guineas og Dubawi var klart dagens førende avlshingst, med otte solgte og her købte Ferguson de seks, for en total af 6,825,000 guineas til en gennemsnitspris af 853,125.
Lot: 39 blev ført rundt ringen af Rachael Andre og fangede alle øjnene med sin store udstråling og der blev budt hurtigt på hingsten og til sidst havde Postponed’s træner Roger Varian buddet på 2.5 million, men Sheik Mohammed’s agent John Ferguson havde ekstra 100.000 og smide oveni og derved fik hammerslag for åringen.
Moderen Fallen For You (Dansili) havde sit karriere højdepunkt i juni 2012, hvor William Buick red hende til sejr i Gr.1 Coronation Stakes på royal Ascot, hvor hun slog Starscope (Selkirk) og Irish History (Dubawi). Fallen For You er halvsøster til Listed Heron Stakes vinder Fallen Idol (Pivotal) og Gr.2 Lancashire Oaks anden hest Fallen In Love (Galileo), og hun er det sjette føl ud af hendes mor Fallen Star (Brief Truce). Hun var selv Listed race og var Gr.3-placeret og hun er halvsøster Gr.1 Lockinge Stakes vinderen og avlshingsten Fly To The Stars (Bluebird), og Gr.2 Grand Prix d’Evry vinderen og avlshingsten Danseur Landais (Damister), samt Gr.3 Somerville Tattersall Stakes tredje hest Stepping Up (Soviet Star) og den dobbelte tyske Listed placerede Tudor Court (Cape Cross). Deres mor Rise And Fall (Mill Reef) er en halvsøster til Listed Houghton Stakes vinder Laughter (Shirley Heights) og Listed (dengang) Bahrain Trophy Stakes vinderen Spring To Action (Shareef Dancer) og helsøster til Stakes placerede Paradise Bay (Mill Reef). Oldemoderen Light Duty (Queen’s Hussar) var anden i Gr.1 Yorkshire Oaks og var helsøster til The Queen’s dobbelte klassiske vinder Highclere (mor til Height of Fashion og mormor til avlshingstene Unfuwain, Nashwan, Nayef).
Udenom det store blitzlys fra den nogen gange besynderlige væddeløbspresse i England og Irland har trænerens ældste søn Joseph O'Brien stoppet sin karriere i sadlen og er straks gået i gang med en træner karriere, der er startet på en måde, som ingen andre før og som overskriften lyder: Hvad kan det ikke blive til?
Joseph O'Brien vandt bronze medalje ved 2009 European Pony Championships og var en ud af tre unge jockeyer der delede om Irish champion apprentice jockeys' titlen i 2010. Han red sin første vinder på Johann Zoffany, der var trænet af sin far, den 28. maj 2009 og vandt sin første klassiske succes med Roderic O'Connor i 2011 Irish 2,000 Guineas. I 2012 Aidan & Joseph, 19, blev den første far/søn/træner/jockey kombination til at vinde Epsom Derby, med Camelot.
Han var Irish Champion Jockey i 2012 med 87 vinder. I oktober 2013, Joseph O'Brien slog en 20 års gammel rekord, da han vandt tre løb på Navan og derved kom op på 117 vindere i sæsonen og det var ny rekord og den tidligere var sat af Mick Kinane. Han sluttede 2013 sæsonen med 126 vindere og forsvarede sin Irish Champion Jockey titel.
I marts 2016 Joseph O'Brien annoncerede han ville stoppe sin jockey karriere og fremover koncentrere sig om sin nye træner karriere.
Det kan godt være at Joseph O'Brien er født med en sølvske munden med hensyn til galopsporten, men har allerede modbevist væddeløbspressen i England og Irland, der virkelig var efter ham da han startede som jockey, hvor mange ting ifølge mine erfaringer og oplevelser, flere gange mine tanker tilbage til en ung Lester Piggott, der på trods af sin længde virkelig kunne ride og støtte en hest til sejre i de store løb. Joseph O'Brien har den samme store ydmyghed overfor sporten som sin far og derfor er jeg ikke i tvivl om, at han går en stor træner karriere i møde og han har allerede trænet sin første Gr.1 vinder, med Intricately (Fastnet Rock), der med hans broder i sadlen vandt Gr.1 Moyglare Stud Stakes, hvor de netop slog de to hopper der var overlegene i Fillies Mile i går og som sagt er trænet af han far!
Joseph O'Brien - Gr.1 sejre som jockey:
Irland:
Irish 2,000 Guineas – (3) – Roderic O'Connor (2011), Power (2012), Magician (2013)
Moyglare Stud Stakes – (1) – Maybe (2011)
Tattersalls Gold Cup – (1) – So You Think (2012)
Irish Derby - (2) - Camelot (2012), Australia (2014)
Irish St. Leger - (1) - Order Of St George (2015)
Vincent O'Brien National Stakes - (2) - Gleneagles (2014), Air Force Blue (2015)
Phoenix Stakes - (2) - Dick Whittington (2014), Air Force Blue (2015)
Frankrig:
Grand Prix de Paris - (1) - Imperial Monarch (2012)
England:
2,000 Guineas – (1) – Camelot (2012)
Ascot Gold Cup - (1) - Leading Light (2014)
Coronation Cup – (2) – St Nicholas Abbey (2012,2013)
Derby Stakes – (2) – Camelot (2012), Australia (2014)
Fillies' Mile - (1) - Together Forever (2014)
International Stakes - (2) - Declaration of War (2013), Australia (2014)
Prince of Wales's Stakes - (1) - So You Think (2012)
Queen Anne Stakes - (1) - Declaration of War (2013)
Queen Elizabeth II Stakes - (1) - Excelebration (2012)
Racing Post Trophy – (2) – Camelot (2011), Kingsbarns (2012)
St. Leger - (1) - Leading Light (2013)
Dubai:
Dubai Sheema Classic - (1) - St Nicholas Abbey (2013)
USA:
Breeders' Cup Turf – (1) – St Nicholas Abbey (2011)
Joseph O'Brien - Gr.1 sejr som træner:
Irland:
Moyglare Stud Stakes – (1) – Intricately (2016)
C.L.O.C. (Jean De France – Adela), blev født i 1927 og opdrættet af Dansk Fuldblodsstutteri og den blev ejet af den meget anonyme Hr. Dan, men den havde faktisk en manager ved navn Dir. Franz L. Olsen, som virkelig havde forstand på at bringe sig selv i centrum på den tid.
Nu blev historien om C.L.O.C. ikke den mest rosenrøde og det kom vel nærmer til at minde lidt om en Morten Koch historie i stedet for, i det C.L.O.C. ikke var særlig talentfuld og evner var tilsyneladende ikke noget som var åbenlyst, men heldigvis – må man sige – fandtes der før i tiden rigtig mange dygtige trænere, som virkelig var hestefolk til fingerspidserne og en af dem – William (Willy) Arnull – havde fået ansvaret for C.L.O.C. og på stor ihærdighed og flid, selv efter at have løbet uplaceret i såkaldte ”opmuntrings løb”, i foråret som tre åring, ja så var C.L.O.C. alligevel dobbelt Derbyvinder inden sæsonen var overstået, hvorefter den døde om sommeren som fireåring, efter et angreb af tarmslyng.
Træner William Arnull blev født i 1889 og allerede som syvårig begyndte han at hjælpe sin far Frank Arnull, som på dette tidspunkt var træner i Warszawa/Polen og han kom i lærer i en alder af seksten. Da Ritmester G. Clauson-Kaas i vinteren 1911 – 12 skulle have en privat træner til etablissementet Christiansholm ved Klampenborg, faldt valget på den unge Arnull, men allerede et halvt år efter blev han public træner, men blev dog på Christiansholm, inden hans sidst i tyverne flyttede til Damgården, hvor han trænede fra til frem først i tresserne.
Willy Arnull trænede rigtig mange gode heste og hørte til Klampenborgs bedste trænere i årtier og han trænede jo også Jean De France, som var far til C.L.O.C. og han var kendetegnende for altid at fløjte når han var omkring sine heste og det var i øvrigt noget som mange englændere gjorde før i tiden.
C.L.O.C. vandt Dansk Derby før to andre danske indlændere i Go-On (Grosvenor – Lady Lottie), som var staldkammerat til C.L.O.C. og Niels Juel (Baton Rouge – Square Web), besatte tredjepladsen. I Svensk Derby var det atter før Go-On og med svenske Jurist på tredjepladsen.
Den endelig resultat for C.L.O.C. blev 4 sejre på Klampenborg og 10.100 kroner og i Sverige blev det til en enkelt sejr samt 6.650 kroner, men flere generationer af danskere stiftede som sagt bekendtskab med hesten, hver gang tørsten skulle slukkes.
DANCING BRAVE blev købt af Khalid Abdullah for $200.000 som åring og den blev efterfølgende syndikeret for £14.000.000 som avlshingst. Den blev trænet af Guy Harwood og havde i sine første starter Greville Starkey i sadlen og karrieren startede og den startede karrieren som toåring med en sejr i 1600 meters løbet Dorking Stakes på Sandown og startede for anden og sidste gang i den første sæson i Solham House Stakes på Newmarket, hvor sejren var lige så imponerende som i debuten.
Den klassiske sæson startede med en legende let sejr i Craven Stakes i Newmarket Spring meeting og denne sejr blev hurtigt fulgt op af en lige så overbevisende sejr i 2000 Guineas og denne sejr betød at den blev et meget varmt emne for The Derby, men der var noget tvivl om hestens distance evner, da den indeholdt så utrolig stor speed, men det blev besluttet, at DANCING BRAVE skulle starte i The Derby.
LYPHARD (Northern Dancer) havde på dette tidspunkt ikke leveret så mange top 2400 meters heste udover Arc vinder THREE TROIKAS samt Prix Vermeille vinderen DANCING MAID og St Leger anden hest ESPRIT DU NORD, men DANCING BRAVE skulle vis ”dem” at man sagtens kunne stå 2400 meter og samtidig have en af de hurtigste afslutninger mulige, men desværre blev det ikke i The Derby man så DANCING BRAVE fra sin bedste side og dette skyldtes det faktum, at Greville Starkey åbenbart troede for meget på den fantastiske speed og lige netop ikke nåede at fange SHAHRASTANI (Nijinsky) og derfor blev det også derbyet som DANCING BRAVE tabte og ikke Aga Khan hesten som vandt.
Pressen var meget utilfreds med Greveille Starkey efterfølgende, der på vanlig arrogante måde nægtede at snakke med pressen, men det var et ridt som blev ved med, resten af hans karriere, og blive bragt på bane lige så snart muligheden var der.
Den seneste derbyvinder til at starte i Eclipse Stakes havde været MILL REEF (Never Bend) i 1971, men sammen med Kentucky Derby anden hesten BOLD ARRANGEMENT (Persian Bold), var DANCING BRAVE de eneste treåringer i det otte heste store felt, men det blev til ligeså overlegen en sejr som man havde set i 2000 Guineas.
Guy Harwood havde tidligere i 1982 leveret en Eclipse – King George VI dobbelt med KALAGLOW (Kalamoun) og nu skulle DANCING BRAVE forsøge det samme og denne gang fik den Pat Eddery i sadlen, som kun fik riddet på grund af, at Greville Starkey var skadet, i et løb hvor den igen skulle møde SHAHRASTANI samt den gode SHARDARI (Top Ville) og Europas dronning TRIPTYCH (Riverman). Det blev et utroligt hårdt løb, hvor DANCING for første og eneste gang virkelig skulle slås for sagen, dan den afviste Princess of Wales Stakes vinderen SHARDARI og det var med derbyvinderen, som svedte meget før løbet og løb under standart, langt efter på fjerdepladsen.
Det sværeste man kan forlange af heste er, at være i topform både om foråret, sommeren og i efteråret også, så derfor er King George VI and Queen Elizabeth Diamond Stakes og Prix de l´Arc de Triomphe nærmest umuligt, hvilket man havde set med superstjerner som SIR IVOR (Sir Gaylord) og NIJINSKY (Northern Dancer), men DANCING BRAVE skulle have lov til at tage sin chance og heldigvis for det, idet sporten nok fik en af de mest fantastiske opløbskampe nogensinde.
Efter at den tyske super hest ACATENANGO (Surumu) havde ført det meste af vejen og ind i opløbet, blev der virkelig budt op til dans, hvor først man så SHAHRASTANI, SHARDARI, DARARA og TRIPTYCH kæmpe om sejren, men pludselig kom de franske flag i vejret, da deres derbyvinder BERING (Arctic Tern), kom susende udvendig på alle og lignede en storvinder, men da fjernsynet zoomede lidt mere ud, kom der nærmest en pil igennem luften, da Pat Eddery bad DANCING BRAVE om det sidste og jeg tror ikke der var ret mange mennesker der trak vejret i de sidste sekunder af løbet, for så eksplosivt var den afslutning som DANCING BRAVE leverede og billedet står garanteret på nethinderne af mange sports fans endnu og hvis nogen af vores læsere som endnu ikke har set dette, kan vi kun anbefale, at få fat i en video så hurtigt som muligt, da dette var galop, når det er allerbedst.
På grund af hans fænomenale succes og stærke personlighed, erobrede Fred Archer den offentlige fantasi som ingen anden jockey nogensinde havde gjort før ham og kun ganske få er nået op på samme højder sidenhen. Hans navn blev et synonym for succes; London taxachauffører ville hilse hinanden med ”Archer's up” for at vise, at alt var i orden. Den historie om, han engang blev fundet i tårer, fordi han ikke kunne ride begge vinderne i et dødt løb kan være uægte, men det tjener alligevel godt til at illustrere hans holdning til sit erhverv. Hans udseende som en blid og højtidelig kontormand, med store bedrøvede brune øjne, der i et langt blegt ansigt, blev aldeles hensynsløs i sine ambitioner om at ride så mange vindere som muligt, og når der blev redet lidt uartigt imod ham, var det bestemt den forkerte mand at gøre det imod.
Ud over at være en naturlig rytter på en hest, med brillante taktiske evner, gjorde ham til en jockey af stort geni. Fred Archer var en mand af stor intelligens. Afholdende og selvstændige disciplineret i sit private liv, med snu investeringer for de fleste af de enorme beløb udbetalt til ham. Denne evne til at se efter sine penge skaffede ham et ry for smålighed (lyder det ikke som en anden vi kender?), hvor han tog en pervers tilfredsstillelse, hvis han var lidt lettere end vægten han skulle ride, ville bede en udenforstående om et par mønter til at sætte i linningen af hans bukser, når han gik til vægten og derefter undlade at returnere pengene. Hans (delvist dyrket) omhyggelig holdning til penge, gav ham øgenavnet 'The Tinman «(» tin «er victorianske slang for pengene) og træner Mathew Dawson kaldte ham engang; Den forbandede langbenet nærrige unge djævel.
Kun i hans spil var Fred Archer hensynsløs med sine penge. Han kunne godt lide at spille for at gøre hvad han troede var den mest indbringende brug af sin store viden om heste, men til tider på grund af mislykkede spil, bragte ham i en situation tæt på en mangel på rede penge. Der var endda tilfælde, hvor han tabte stort igennem slå hans egne penge, sådan var hans integritet, at han aldrig har undladt at gøre sit bedste for at vinde, selv når han havde spillet en anden hest i løbet, der var redet af en anden jockey. Fred Archer nød tillid og respekt fra de fleste af ejerne han red for. Han brugte deres tiltro til sin egen fordel, så meget som deres, når han rådgav dem til at starte deres heste, hvor det var mest sandsynligt, at han selv kunne ride dem (igen syntes han ligner en anden berømt jockey).
Fred Archer var født i St George's Cottage, Cheltenham, den 11. januar 1857 og han var søn af forhindrings jockey William Archer, der vandt Grand National på LITTLE CHARLIE det følgende år. Efter at være blevet udlært hos Mathew Dawson på Heath House i Newmarket og i en alder af 11 i 1868, havde Fred Archer sit første ridt på HONORIA i Newmarket anden løbedag i oktober i 1869, men det var næsten først et år senere, at han red sin første vinder under Jockey Clubs Rules, med ATHOL DAISY i Chesterfield den 28. september 1870. Det var dog ikke den første vinder, at han nogensinde red, idet hans familie opnået og få ham til at ride en pony ved navn MAID OF TRENT i en steeplechase på Bangor, med Mathew Dawson's samtykke, og han vandt på den.
Fred Archer var meget værdifuld for Mathew Dawson´s som lærling, hvor han red staldens letvægtere i handicap og dem højere i de handicap med mere vægt på ryggen, blev redet af stald jockey Thomas French. Fred Archer modelleret sin stil på Thomas French 's. der var en lang høj jockey, som Archer selv skulle blive senere hen og ligesom Thomas French brugte han sine lange ben til at klemme sidste milligram af energi ud af hans ridt; han red en særskilt stærk finish og blev nogen gange skånselsløs i anvendelsen af sin pisk.
Den første vigtige vinder redet af Fred Archer blev SALVANOS i The Cesarewitch i 1872. Det følgende år døde Thomas French og Fred Archer bare var færdig med sin læretid, så han var på mange måder Thomas French naturlige efterfølger hos Mathew Dawson, og i endnu højere grad staldjockey til staldens vigtigste ejer Lord Falmouth, der dog var betænkelige ved at udpege så ung og forholdsvis uerfaren rytter som første jockey til Heath House, især da hans ridt skulle bære store mængder af dødvægt i klassikerne og andre større løb. Derfor var stillingen som staldjockey officielt ledig, mens de fleste af staldens ridt blev overladt til Fred Archer.
Da Lord Falmouth troede meget på ATLANTIC i 2.000 Guineas i 1874, blev han overtalt af Mathew Dawson til at lade Fred Archer ride hesten og Archer fik her sin første klassiske succes. Ved udgangen af sæsonen var han champion jockey for første gang, selv om han kun var 17 år gammel og vejede omkring 40 kilo. Lord Falmouth, der i første omgang havde set andre steder for en rytter til ATLANTIC i The Derby og The St Leger, fik nu officielt Fred Archer som første jockey for 1875 og et mønster blev fastsat: Fred Archer fortsatte med at blive champion jockey i de resterende elleve år af sit liv, hvor han samtidig var Lord Falmouth første jockey.
Inden længe havde Lord Falmouth ingen grund til at være bekymret over hans jockey var nødt til at sætte store mængder dødvægt i hans saddel. Tværtimod var Fred Archer plaget fra tidlig manddom ved problemet med at holde en normal væddeløbsvægt. Kombinationen af Lord Falmouth, Mathew Dawson og Fred Archer blev en af de mest succesfulde i historien af den britiske væddeløbshistorie. Af Fred Archer's 21 klassiske sejre, var tolv af vinderne, heste der var trænet af Mathew Dawson og ejet af Lord Falmouth: ATLANTIC, SPINAWAY, SILVIO, JANNETTE, CHARIBERT, WHEEL OF FORTUNE, DUTCH OVEN og GALLIARD. Selv om dette lyder som et strålende resultat, kan det i mindste argumenteres for, at Fred Archer ville have redet mere end fem Derby vindere, hvis han ikke var ”claimed” til så mange af Lord Falmouth's startere, hvor syv af hans 13 ridt i The Derby var ejet af Lord Falmouth og kun SILVIO var en vinder for ham.
Eftersom Fred Archer var en offentlig figur fra teenageårene, han var han hele tiden genstand for varig sladder, hvor meget af det var plat. Sjældent var der mere skumle rygter end i forbindelse med DUTCH OVEN og GALLIARD. Efter DUTCH OVEN havde vundet ni løb, inklusiv Dewhurst Stakes, som en toårig i 1881, men hun var langsom til at finde hendes gode form den følgende sæson. Det første tegn på, at hun var på vej tilbage kom, da hun vandt Yorkshire Oaks, men kun 48 timer senere skuffede DUTCH OVEN ved at afslutte som en moderat tredje til PEPPERMINT på den sidste løbedag i York Sommer meeting. På grund af dette nederlag, kom Fred Archer til den endelige konklusion, at hun ikke havde nogen chance i St Leger. Selv om en af hans spillere, John Hammond, stod til at vinde £40.000 i løbet på DUTCH OVEN i Doncaster, og en anden, Arthur Cooper, halvdelen af dette beløb, prøvede han på alle mulige måder og slippe for at ride hende, så han kunne få ridtet på favoritten GEHEIMNISS, der var trænet af John Porter. Lord Falmouth var villig til at løslade ham, men Mathew Dawson ville ikke høre om det og han blev på ryggen af hoppen. Fred Archer red en af de stærkeste opløbskampe, at han nogensinde havde redet, og med hjælp af hans pisk der blev brugt næsten nådesløst, tvang Fred Archer DUTCH OVEN frem til at vinde St Leger med halvanden længder fra GEHEIMNISS.
Rygter om at han havde redet DUTCH OVEN negativt på York, for at få en bedre pris på hende i Doncaster blev hurtigt rundsendt. For at kompensere ham for de negative hentydninger, der blev trykt om ham i de mindre hæderlige sportslige aviser, Fred Archer modtog £7.000 som et tegn på taknemmelighed fra d´herre Hammond og Cooper i tillæg til hans betaling fra Lord Falmouth.
Fred Archer's nederlag på GALLIARD i Derby af 1883 gav anledning til endnu mere ubehagelig spekulation. På grund af hans imponerende sejr i 2.000 Guineas, startede GALLIARD som favorit til The Derby, blot for at blive slået med en hals og en halv længde til en tredjeplads bag ST BLAISE og HIGHLAND CHIEF. Træneren af HIGHLAND CHIEF var Archer's bror Charles, der spillede kraftigt og da det blev offentligt kendt, at Charles Archer havde stået for at vinde en mindre formue på HIGHLAND CHIEF, var der uundgåeligt rygter om, at Fred Archer havde stoppet GALLIARD i håb om at lade sine brors hest vinde. Sådanne påstande var næsten helt sikkert ubegrundede. Det var helt ude af karakter for Fred Archer at stoppe en hest fra at vinde The Derby eller andre løb for den sags skyld, for kærlighed til sin bror, selv om de to var meget nære venner. Ved en lejlighed, hvor de havde redet mod hinanden nogle år tidligere, havde Fred Archer uden skrupler forsøgt at vippe Charles over rails og var lige ved at knække hans brors hals i processen, for at forsøge at tage rails fra af ham.
De omstændigheder, hvorunder Fred Archer vandt The Derby på BEND OR i 1880 give måske en idé om hans hårde forfatning og beslutsomhed. Blandt hestene der trænet af Mathew Dawson på daværende tidspunkt, var der den fireårige MULEY EDRIS, som Archer havde givet nogle alvorlige behandlinger i et håb om at underkuende dyrets onde temperament og hesten glemte aldrig den behandling og en dag under træningen på Newmarket Heath, 25 dage før The Derby, sprang Fred Archer af MULEY EDRIS, for at overtage en anden hest, men MULEY EDRIS fik fat i hans arm med tænderne, og fik ham ned på joden hvor den direkte angreb ham, indtil hjælpen ankom. Musklerne i hans arm alvorligt flænget, men Fred Archer fortalte med det samme at han var stand til at ride The Derby. I løbet af ugen før Derby han tabt omkring 7 kilo, men på trods af disse prøvelser og nødvendigheden af at have den næsten ubrugelig arm bundet til en stålskinne under hans væddeløbsfarver, red han et af de bedste løb i sit liv til at BEND OR kunne slå ROBERT THE DEVIL med et hoved.
For at formindske sin vægt, så hurtigt som muligt, havde han et hjælpemiddel der var en usædvanlig stærk afføringsmiddel, der blev kendt som ”Archer's Blanding” og han levede på et middag måltid om dagen, bestående af en kiks og et lille glas champagne. Som altid, når han var nødt til at tabe meget vægt, tog indsatsen meget hårdt på ham mentalt såvel som fysisk, og han blev i stigende grad meget mere overspændt og rettere irritabel.
Altid indadvendt og aldrig selskabelig, Fred Archer holdt sig borte fra resten af væddeløbs samfundet, bortset fra dem, med hvem han fulgte i Newmarket Drag eller dem som han jagtede med om vinteren, og et par andre udvalgte venner. Indtil hans ægteskab med Helen Rose Dawson, en datter af hans arbejdsgiver Mathew Dawsons bror John, den 3l. januar i 1883, boede han i et værelse over staldene på Heath House. Han tog sin brud med til at leve i Falmouth House, det store hus at han havde bygget på Newmarket's Snailwell Road og opkaldt til ære for hans primære hesteejer Lord Falmouth.
I januar 1884 fødte Helen Rose en søn, der desværre kun levede et par timer. I efteråret ventede hun sit andet barn. Fred Archer var i Liverpool, hvor han netop havde vundet Autumn Cup på Hertuginden af Montrose's THEBAIS, da han erfarede, at han havde fået en datter. Da han vendte tilbage til Newmarket fuld af stolthed i faderskab og han var sikker på at blive mester jockey for elvte gang, var han glad for sidste gang i sit sørgelige private liv. Ved ankomsten til hjemmet fandt han sin unge kone døende.
Efter en velfortjent ferie i USA, som dog intet gjorde for at trøste ham, viste Fred Archer, at den personlige sorg han havde gennemlevet, på ingen måde havde betydning på sin ridning. Han vandt sit fjerde Derby på MELTON, som Mathew Dawson trænede for Lord Hastings og i efteråret havde han sat en ny rekord ved at ride 246 vindere i en sæson. Det var en rekord der stod indtil Gordon Richards slog den med 259 vindere i 1933.
Efter han vandt sit femte Derby på ORMONDE, der var ejet af hertugen af Westminster og trænet af John Porter, i 1886, Fred Archer sagde ja til at ride Hertuginden af Montrose´s ST MIRREN, der var sat til at løbe med 53½ kilo i The Cambridgeshire, som var et af de få vigtige løb at Archer aldrig havde vundet. Da han nåede til Dublin den l9. oktober vejede han 59 kilo; og det var to dage før han skulle ride CAMBUSMORE, der ejet af Lord Londonderry. Lord Lieutenant, havde samme dag en toårig kaldet ISIDORE, der startede med vægten 56 kilo, som han også skulle ride. Selv om han præsterede og ride de lave vægte og glædede de irske tilhængere ved at vinde på begge heste, var han allerede kvalmende syg fra det meget alvorlige involverede vægttab. Tilbage til England han var i selskab med sin gode ven H. Custance, den tidligere jockey, der havde været starter også, og Archer sagde til ”Cus”, at han var sikker på at ride ST MIRREN med enten 53 eller 54 kilo og jeg skal vinde Cambridgeshire, forsatte han efterfølgende og derefter komme du ned til mig, for at hygge dig denne vinter.
Fred Archer klarede at ride vægten 54 kilo og hans kilo overvægt koste ham løbet, da ST MIRREN blev slået et hoved af outsideren SAILOR PRINCE og i slutningen af en kold efterårsdag, hvorunder hans underernærede krop kun havde været beskyttet af ikke mere end hans væddeløbsfarver, fik han høj feber. På trods af dette opfyldte han sine forpligtelser for de to resterende dage i Houghton meetinget. På den anden dag red han fem vindere, hvor den sidste var på BLANCHARD, en af de få heste der stadigvæk var ejet af Lord Falmouth.
På trods af den fortsatte forværring af helbredet, red han i den første del af den følgende uge. Endelig anerkendte han overfor sig selv, at han havde brug for akut medicinsk behandling, ved at spørge træneren Martin Gurry om han ikke ville til a tage ham med tilbage til Newmarket, efter et nederlag på stærkt betroede TOMMY TITTLEMOUSE (den sidste hest han nogensinde red) om torsdagen på den nu nedlagte Lewes bane i Sydengland. Om søndagen havde helbredet taget en drejning til det bedre, men om eftermiddagen den følgende dag, mandag 8. november 1886, skød sig selv i et anfald af delirium, ved hjælp af en pistol, som han havde i sit sengebord som en sikkerhedsforanstaltning mod tyveknægte, efter en karriere på kun 17 år, hvor han var blevet champion jockey 13 gange, og redet 2.748 vindere fra 8.084 ridt og han forlod han boet til en værdi af £60.000.
Hele otte gange red Fred Archer mere end 200 vindere på en sæson, hvilket er småt fantastisk med tanke på den lange rejsetid man måtte bruge på den tid.
Det er på mangt og meget en meget tragisk historie, men også et meget stort kapitel i ”Racing History”, som den dag i dag bliver ved med at fascinerer mennesker og der er ikke skyggen af tvivl om, at Fred Archer var en utrolig speciel person, der med ydmyghed og stort respekt for sporten, forsøgte og få succes, koste hvad det ville og der skal samtidig ikke herske tvivl om, at han nok ikke var den sjoveste person for en hest og få i sadlen (man red også med sporer dengang) og heller ikke den morsomste konkurrent i et løb, men sådan var det bare på den tid og Fred Archer have bare det lidt ekstra i sig, til at blive så meget bedre end de andre jockeyer og derfor var hans resultater også så utrolig flotte som de var. Det mest specielle er nok det faktum, at han ligegyldig den store succes han havde, aldrig skiftede arbejdsgiver i karrieren og alene dette er noget som gør ham unik.
Fred Archer´s klassiske vindere var:
The Derby: SILVIO (1877) – BEND OR (1880) – IROQUOIS (1881) – MELTON (1885) – ORMONDE (1886)
The Oaks: SPINAWAY (1875) – JANNETTE (1878) – WHEEL OF FORTUNE (1879) – LONELY (1885)
2.000 Guineas: ATLANTIC (1874) – CHARIBERT (1879) – GALLIARD (1883) – PARADOX (1885)
1.000 Guineas: SPINAWAY (1875) – WHEEL OF FORTUNE (1879)
St Leger: SILVIO (1877) – JANNETTE (1878) – IROQUOIS (1881) – DUTCH OVEN (1882) – MELTON (1885) – ORMONDE (1886)
Fred Archer vandt også løb i udlandet og et så prestigefyldt løb som Grand Prix de Paris blev vundet ikke mindre end tre gange og det var med: BRUCE (1882) – PARADOX (1885) og MINTING i 1886. og Prix du Jockey Club med BEAUMINET (1880) og FRONTIN (1983).
Bongo
Dog vandt en anden europæisk ejede hest også denne dag og hvem andre end Robert Sangster kunne være hjernen bag denne triumf og han havde sendt den tidligere Sir Michael Stoute trænede hoppe ROYAL HEROINE (Lypheor – My Sierra Leone / Relko) over til den tidligere Vincent O´Brien assistent John Gosden, der nu var træner i Amerika og på trods af at være den eneste hoppe i det ti hestes store felt, lykkedes det hende at vinde Breeders Cup Mile og startede dermed samtidig en tendens med europæiske sejre i netop Milen. ROYAL HEROINE blev redet af F. Toro og de slog STAR CHOICE (In Reality) og den senere succesfulde avlshingst COZZENE (Caro) og i det slagne felt så man en enden engelsk deltager i LEAR FAN (Roberto).
ROYAL HEROINE havde i sin engelske karriere vundet det dengang Listed Princess Margaret Stakes som to åring, hvor hun også var anden i Lowther Stakes (Gr.3) og i hendes klassiske sæson vinder hun Prix de l´Opera (Gr.2) i Paris og Child Stakes 8Gr.3) hjemme i England, før hun bliver sendt til USA, hvor hun starter meget fornemt med at vinde Hollywood Derby (Gr.1). Som fireåring blev det udover Breeders Cup sejren også til et besøg i vindercirklen i Matriarch Stakes (Gr.2 - dengang) samt Inglewood Handicap (Gr.3) og hun sluttede som Champion Turf Female i 1984.
ROYAL HEROINE fik syv føl inden hun døde i 2002 og den mest vindende af dem var REGAL SABRE (Sharpen Up) som fik et par Gr.3 placeringer og hendes datter MADAME PUSHY (Affirmed) blev ”black type producer” i Australien.
LASHKARI var en disse typiske sene heste fra Aga Khan og den startede heller ikke som to åring og vandt hjemme i Frankrig Prix du Conseil de Paris (Gr.2) inden den fornemme sejr på Hollywood Park og året efter blev det som bedst til en andenplads i Gr.2 Grand Prix de Deauville.
LASHKARI gik senere i avlen uden den store succes, men i Sverige havde man hoppen KIRANAT efter ham hos Bo Helander, hvor hun vandt tre sejre og hun producerede senere NEBUKANATT (Mukaddamah), som vandt ti sejre og tjente mere end en svensk million.
Hvis vi kort kigger på de andre vindere denne dag, blev det første Breeders Cup løb vundet af CHIEF´S CROWN (Danzig), som virkelig slog et felt af gode to åringer og denne hingst kender vi jo særdeles godt som far til BE MY CHIEF, der jo har sat sit præg på den Skandinaviske galopsport.
Spørgsmålet kan ikke besvaret, men det startede en hel masse i mine tanker og derfor vil jeg gerne præsenterer en af de trænere der var virkelig stor respekt om og som stadigvæk var aktiv da jeg begyndte og komme på Klampenborg og da han samtidig trænede den første derbyvinder i Danmark, gør det jo hele lidt sjovere og lad mig starte med nogle udtalelse fra en artikel lige før han skulle stoppe karrieren, hvor man nu utrolig mange år efter godt kan se hans meninger var rigtige!
Velholdte bygninger, stort ridehus, funktionærbolig, 6 vær., 4.400 m2 areal, velegnet til mange formål til salg. Ja, så er det jo ikke længere noget forlydende, men en kendsgerning, at træner Percy Waugh vil sælge sit store træningsetablissement; ovenstående annonce har nemlig et par gange været at finde i dagbladsspalterne.
Hvad er nu det, spørger Percy Waugh (med en af hans egne vendinger)?
Ja, hvad er nu det, det er alvor, svarer trænernes 78-aarige nestor, og fortsætter: Jeg er i fuld vigør, men det er galopsporten ikke; se til hvor mange saltvands indsprøjtninger den har fået gennem de sidste tyve år, og alligevel går det stadig ned ad bakke. Jeg holder op nu og sælger Damgaarden.
Til hvem?
Til den højestbydende.
Vil det sige, at De er villig til at sælge til f. eks. Galopselskabet?
Ja, hvis det har penge nok. Når jeg forlader sporten, kan jeg være ligeglad med, hvem der overtager staldene.
Hvad koster Damgaarden?
Den er mindst en million værd for galopsporten.
Har De tænkt over, at det er yderligere et alvorligt, ja måske dødbringende, slag for sporten, hvis Damgaarden bliver solgt til et andet formål?
Ja, det er klart; med 72 bokse er den næsten uundværlig for banen, men jeg skylder ikke galopsporten noget; jeg har lagt et langt livs arbejde i den, og hvad har jeg fået igen, utak.
Hvad har De at sige om det, som det går nu?
Meget; først om starterne: vort nuværende system hører istiden til, hvorfor kan man ikke benytte det engelske, som er gennemprøvet i snart 100 år og stadig bliver anvendt; jeg indrømmer, at det også kræver en mentalitetsændring hos rytterne; i England er det ukollegialt ikke at give en medrytter en chance.
Om selve løbsafviklingen vil jeg gerne sige, at vi har set mange gode og velredne løb her i Klampenborg, og Voldgiften, nu må De ikke skrive løbsledelse, har et meget vagtsomt øje for en korrekt afvikling af løbene og tolererer ingen uregelmæssigheder; det er, som det skal være. Det er dommerkendelserne også, fotografiet lyver ikke, og siden dets indførelse har jeg ikke set et resultat, som ikke var tilfredsstillende.
Og løbsudskrivningen ?
Ja, det er et helt kapitel for sig, men lad mig nøjes med at sige, at der er alt for mange amatørløb på bekostning af uddannelsen af vore lærlinge og kilo-jockeys (det er dem, som har lettelse endnu) . Her måtte der kunne gøres noget; det er slemt nok, at vore halvgamle træner-jockeys stadig rider egne heste og dermed tager chancen væk fra de unge talenter, som i reglen rider meget bedre, men ikke kan komme til.
Nu, hvor De lægger op, vil man savne Deres erfaring og fagkundskab.
Ja, tak, det siger De, men de nye og uerfarne har ikke brug for den; mange af dem tror, at med købet af en hest følger også forstand på alt om træning og hestepleje, men de får nok noget helt andet at vide efterhånden.
De lyder lidt bitter.
Bitter, jeg véd ikke rigtig, om det ord dækker; er det ikke nærmere skuffet.
Hvornår vil De sælge?
Snarest, har jeg tænkt mig.
Og hvad saa med Dem selv?
Jeg bliver boende i min villa, der er smukt og rart.
Og går til væddeløb?
Ja, hvorfor ikke? Gennem generationer har min familie været knyttet til hestesport, så det ligger jo i blodet.
Percy Waugh er selvom hans vugge i 1882 stod i Torgau i Tyskland British af fødsel; og omend nu dansk statsborger er han stadig hendes britiske majestæt hengiven; da han for tre år siden, på sin 75 års fødselsdag, blev spurgt om et fødselsdagsønske, svarede old Percy: »Jeg ville være glad, hvis jeg levede så længe, at jeg nåede at se Elizabeth II med at vinder i Englands Derby.«
Percy's far var skotten Richard Waugh, hans mor var fra Newmarket, det engelske fuldblods hovedkvarter. Efter sin skolegang i Albert Memorial College i Framlingham kom Percy 17 år gammel i lære, først hos sin far, siden hos Josef Butters i Wien og hos Tom Jennings i Newmarket; han var derefter to år i Italien, inden han i 1909 kom til Danmark og var med ved Klampenborg Væddeløbsbanes åbning i 1910.
Fra 1912 til 1922 var Percy Waugh i Tyskland og tilbragte takket være sit engelske pas årene 1914—1918 i interneringslejre.
1 1922 vendte han tilbage til Danmark med sin kone og sønnen Willie, og siden er Percy gået fra den ene triumf til den anden og har gang på gang været champion blandt trænerne. Hans sejrsliste indeholder alle store løb og er så lang, at den rækker langt ud over bladets spalter. Lad mig blot blandt de store triumfer nævne 20 derbysejre, 13 danske og 7 svenske, og af de vindende heste blev tre, Sunbeam (1939), Asa-Thor (1945) og Hallo (1946) triple-crown vindere; de tre eneste der har været i Klampenborg. Jo vist har Percy Waugh altid kunnet sit kram.
1 1934 købte han Damgaarden af dansk-amerikaneren Gorm Rasmussen, som tilbragte sine sommerferier i Danmark, hvor han beboede Sølyst, nu skydebrødrenes domicil. Mr. Waugh ingen, der kender ham, kunne finde på at sige hr. Waugh købte (det behøver ikke være nogen hemmelighed) til en pris, som han aldrig har haft grund til at fortryde.
Man kan ikke lade være at tænke på, hvordan galopsporten havde set ud i dag, hvis Ædle Hesteavl i 1934 havde kendt sin besøgelsestid og var blevet Damgårdens ejer. Nå, men Percy Waugh kendte sin!
Foruden at være en førsteklasses træner, har Percy Waugh altid været en dygtig læremester; således er tre af vore lovende unge trænere, sønnen Willie, Hans Bech-Holm og Frank Isacsson, skolet af ham.
Der er utallige historier om old Percy, der altid har været velskåret for tungebåndet og aldrig manglet mod til at fremsætte sine særprægede, men samtidig sagkyndige, meninger. Det har gennem årene ført til, at hesteejere har forladt ham, men flere er senere — i erkendelse af, at det var P. W., der havde ret vendt tilbage med deres heste til hans staldlænger. Det skal ikke skjules, at det har været småt med pensionærer hos ham i de senere år, hvilket naturligvis er medvirkende til hans beslutning om at holde op.
Med evig gyldighed for dem, der interesserer sig for fuldblodssport og -heste, har Percy Waugh engang sagt: »Væddeløbstræning er en tålmodigheds sag, for en hest er ikke en maskine, men et levende væsen. Vi trænere skal være tålmodige, men det er ligeså vigtigt, at ejerne er det. Det er en dejlig hobby at holde væddeløbshest, det er der ingen tvivl om; det vil sige, hvis man er tålmodig, for er man ikke det, så går uheld én på nerverne, og man glemmer glæderne. Og med en væddeløbsmand skal det være lige omvendt: han skal for de gyldne glæder glemme de sorte uheld.«
Percy Waugh trænede bl. a. 13 (tretten) Derby vindere og det var: 1910: Klampenborg (Corner Boy) – 1911: Lille Claus (Harry Melton) – 1912: Marquette (St. Martin) – 1929: Larch (Mapleton) – 1932: Holger Danske (Purple Shade) – 1933 Nils: (Baton Rouge) – 1935: San Francisco (Lystrup) – 1936: Cavallo (Le Voleur) – 1938: Lundtofte (Tremola) – 1939: Sunbeam (Apelle) – 1945: Asa-Thor (Gunnel) – 1946: Hallo (Coloramo) – 1947: Varna (Gunnel). Hertil kommer syv Svenske Derby vindere også og det var Larch, Nils, San Francisco, Cavallo, Lundtofte, Hallo samt 1944: Skirner (Gunnel), som var helbror til Varna.
Her er en lille historie om det første galop derby i Danmark nogensinde:
Meget berammende hed den første Derby vinder i Danmark – Klampenborg – med C. Weatherdon i sadlen. Den var opdrættet af A/S Klampenborg Væddeløbsbane og den var ejet af Ritmester G. Clauson-Thott, som var en maget aktiv mand i starten af sporten i Ordrup Mose.
Den ”røde” hingst Klampenborg, var lidt af en skævbenet Herre, men havde store evner og den vandt senere på sæsonen også Pokalen og det var der kun en anden tre åring som også præsterede og det var Larch. Klampenborg blev trænet af ”Derby eksperten” Percy Waugh, der var med fra starten af og han blev en sportens meget store trænere og af mange kaldt den største.
| 1910: SØNDAG/SUNDAY DEN ? ! | |||||
|---|---|---|---|---|---|
| P. | HEST | NAT. | FAR | MOR | MORFAR |
| 1. | KLAMPENBORG | DK | CORNER BOY | BALADINE | SOUTHILL |
| 2. | FOREST KING | SWE | MONTANVERT | LA RABIATA | RADIEUX |
| 3. | KRONBORG | DK | HARRY MELTON | JEZEBEL | JUGGLER |
Ejere / Owner: RITMESTER G. CLAUSEN-KAAS
Opdrætter / Breeder: A/S KLAMPENBORG VÆDDELØBSBANE
Træner / Trainer: PERCY WAUGH
Jockey: C. WEATHERDON
Dist: 10 - 1&1/4 - 2½
KOMMENTAR TIL LØBET:
Klampenborgbanens første Derbyvinder blev hingsten KLAMPENBORG v. Corner Boy - Baladin. / Southill. Han var født i England 1907 og blev importeret her til Danmark sammen med moderen BALADINE v. Southill. Moder og afkom blev importeret til A/S Klampenborg Væddeløbsbane og startede som toaarig i Mr. Coach’s navn og farver. Den 8. Juni 1909 løb han for første gang placeret. Det var sidste sæson paa den gamle Eremitageslette og han blev i sin debut slaaet med 5 og 3 Længder af PARTAGAS og KOLLEKOLLE . Den 4. Juli blev han med længde vinder af Skandinavisk Kriterium (3000 Kr. til vinderen). Han havde H. Tratthen i sadlen og slog Stald Moresco’s NEMESIS og Grev A. Moltke’s ROBBERY. Sejren maa have været meget overraskende, idet Odds blev 276:10. Forud for disse to starter havde han den 5. Juni startet uplaceret i et Forsøgsløb.
Af Hesteejernavne fra dette aars Derby var Grev A. Moltke og Stald Moresco’s senere hen knyttet til den danske avl og sport i mange år. Som 4-aarig hentede KLAMPENBORG sig 4 sejre og 1 placering, men det blev kun til 2845 Kr. Som 5-aarig vandt KLAMPENBORG sin anden Pokal og som 6-aarig fik han fire Sejre. Han sluttede som Vædde- løber 1917 og overgik saa til Avlen, hvor han blev Fader til bl. a. YMER og YGGDRASIL. Han var en fornøjelig hest at se i Løb, men overmaade uti!gængelig. Saaledes var det til slut nødvendigt at give ham mundkurv paa, naar han var i nærheden af andre heste og flere af hans passere kom ud for hans onde sind.
AVLSKOMMENTAR FRA 1943:
Efter en glorværdig karriere paa banen gik KLAMPENBORG 1916 i avlen paa Dansk Fuldblodsstutteri, som den gang laa paa Hvidegaard, hvor Axel Thorngren og Franz Nutz senere skulle fejre store triumfer. Hans første afkom var i løb 1918 og to heste vandt 3570 kr. De to følgende aar var han ligeledes repræsenteret af to stykker afkom og de vandt det ene aar 4870 Kr. og 120 Kr. Saa blev det bedre i 1921 for Klampenborgs afkom, idet 5 Heste vandt 13,335 Kr., og bragte ham op som nummer fire i avlshingstelisten. Det samme blev tilfældet 1923 og 24, hvor han stod med henholdsvis 14.755 og 11.646 Kr. 1926 er han med 4 heste og 12.780 Kr. atter nrummer fire på listen, og det er særlig YMER, der hjælped ham frem i rækken af beskelere. Saa gaar det atter ned ad bakke, indtil vi sidste gang ser ham i listen i 1930 med i afkom til 2200 Kr. Foruden YMER vil YGGDRASIL maaske endnu huskes som KLAMPENBORG afkom. Han blev gennem hele sit liv paa Hvidegaard, hvor han baade var elsket og frygtet.
