Alle sportsgrene behøver at have topstjerner af international klasse, for at fange pressens og publikums interesse. Mange stiller tit spørgsmålet: Har vi i Danmark kvalitet nok i galopsporten, der kan tilfredsstille dette behov?
Som det ser ud i øjeblikket må svaret nok være et stort nej. Vi har ingenting, som kan sammenlignes med topfodbold, håndbold og ishockey. Selv "hvinende kvinder i curling" syntes at fange større opmærksomhed end vores galopheste, men det behøver ikke at være tilfældet fremover.
Sæsonen har på trods af kun en håndfuld større skandinaviske triumfer vist, at vi har flere gode kort på hånden fremover og det er så bare spørgsmålet om, vi/banerne er gode nok til at udnytte denne situation til en bredere interesse, for vi har kvaliteten!
De ældre heste har ikke været for prangende i år og det er nærmest kun Dano-Mast, som har båret flaget. Specielt opvisningen i Stockholm i sidste start var meget flot. Vi må håbe at weekendens franske eventyr ender lige så flot som den Gruppe-2-sejr, der af pressen blev så "skammeligt" forbigået sidste år. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om hesten forsætter sin karriere i næste sæson, men hvis den gør og træner Flemming Poulsen kan få det bedste ud af hesten, skal den nok bære flaget med bravour.
Jeg synes, at mange alt for hurtigt har glemt en hest som Silca Legend! Hesten nåede at vise en god præstation - i sin eneste start i år - hvorefter en kedelig skade satte en stopper for denne sæson. Der er ikke tvivl om, at hesten har meget store evner og som det ser ud i øjeblikket, kommer hesten tilbage til næste sæson.
Kommende stjerner Skal vi se på de "kommende" stjerner er jeg overbevist om, at vi bliver godt rustet og specielt tre heste fra den klassiske årgang, har alle mulighederne til at blive noget specielt.
Hovman bærer alle synonymer på en topstjerne. Nogle har undret sig over mine officielle udtalelser om hestens fremtid, men jeg er overhovedet ikke i tvivl. Vi har her hesten, der kan blive noget ekstra specielt. Udover de meget store evner, har hesten en karisma, som enhver med bare lidt kærlighed til heste, vil falde for.
På spørgsmålet om Hovman kan forbedre sig 10 kilo til næste år skal bemærkes, at vi endnu ikke har set nogle top treårige imod ældre heste i denne sæson og derfor er sammenligningen meget svær, men alene hestens præstation i Svensk Derby, viste med al tydelig, at han kan klare sig imod "de dyre importer".
Jeg mener allerede nu, at Hovman har forbedret sig både mentalt og fysisk siden den virkelig "lagde sin sjæl" på J�gersro. Udover dette nederlag, er det kun blevet til nemme sejre i år, som har betydet, at der er rigeligt i "tanken" til næste sæson.
De to Stald Recent hopper San Luca og Living Doll, vil ikke finde mange ligeværdige hopper i Skandinavien og uden at vide deres program for næste sæson, er jeg ikke i tvivl om, at de også vil løfte sporten op i højeste niveau og specielt tror jeg virkelig meget på, at Living Doll kan finde sig et større løb i Europa.
Med hensyn til resten af den klassiske årgang er det lidt svært at finde skandinavisk topklasse, men Porsa System ligner en hest med lidt udvikling i og en eventuel start i Svensk St. Leger, kan blive meget interessant med hensyn til fremtiden. Han er en hest, som har været lige ved og næsten flere gange, men den skylder os snart noget rigtigt stort, hvis vi skal stille større forhåbninger til ham fremover.
Hvis jeg skal dykke helt ned i krystalkuglen, kan jeg se en Skandinavisk top sprinter in spe og det er Murphy`s Law. Hesten har ikke haft en særlig god sæson, men den har på det sidste virkelig vist, hvor stor fart den indeholder.
Med hensyn til de den kommende klassiske årgang, har vi i Amalia den Skandinaviske dronning og det kan også blive spændende at se hvad hun kan præstere i Frankrig. Jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at Amalia vil gøre dansk fuldblodavl ære med de evner, som hun allerede har vist os her i Norge og Danmark.
Hvad byder fremtiden så på? Jeg er overbevist om, at den nye årgang plage i Danmark er på højde med de seneste år og jeg vil endog mene, at vi har nogle meget spændende plage i vente. Vi skal endvidere se resultaterne af nogle ret interessante opdræt, som i en lidt større grad er lavet på tværs af lande grænserne og det er forhåbentlig noget vi alle får glæde af.
Vi har kvaliteten i Danmark. Det er bare et spørgsmål om at få brugt den rigtigt.