Man havde lige afviklet dagens hovedløb - Courvosier Pokalen på en herlig sommerdag, og det nærmest traditionsrige cognac-løb havde altid det ekstra indslag, at et glas med de gyldne dråber blev budt rundt til de involverede i forbindelse med uddelingen af præmierne. I den anledning havde man altid arrangeret sig med en meget veludseende yngre dame, der i meget fin påklædning og med nærmest et lille kongeligt kniks bød på et lille glas. Men denne dag skulle den stakkels unge kvinde få sig sit livs chok - og det man senere kaldte en meget negativ oplevelse.
Hun var næsten færdig med at dele glassene rundt, da hun hørte en høj og klar stemme: Har du også én til mig skat ! Da hun pligtopfyldende vendte sig om imod stemmen og fik øje på personen, der stak sit hoved frem fra den anden side af hestens hoved, tabte hun bakken med de resterende glas af bare forskrækkelse. Hun havde mødt ”Den Røde” for første og eneste gang i sit dydige liv.
Den Røde var som navnet antyder rødhåret, men det var en hårpragt med mange huller i og han brugte bestemt ikke en forfærdelig mængde ”Brylcreme” til at sætte lokkerne med, så det sad vel ligesom vinden blæste. og samtidig havde han altid på et par dages gamle skægstubber, der bestemt ikke gjorde helhedsindtrykket bedre. Desuden havde ”Den Røde” også mistet den største ”pløk” lige midt i overmunden, så der var et dybt sort hul, og lige så snart at han åbnede munden, som kunne virke om endnu mere frastødende, for ikke at glemme de lange røde kropshår, der stak frem fra kraven på en arbejdsskjorte, der ikke havde fået skiftet olie i de sidste par uger og i det hele taget var det nok nemmere at præsentere ham som ”Perikles”, fra de gode gamle Tuborg reklamer, der mente, at en Tuborg smager bedst: Hver gang!
Under alle omstændigheder var mødet med Den Røde for meget for vores stakkels velklædte servitrice, der dog kun var på ”daglicens”, som Den Røde senere udtrykte som undskyldning, da hændelsen ofte blev diskuteret som et lystigt indslag på Tutten, for hvis ”kællingen” bare havde en smule rutine, burde hun sku ikke blive bange for mig !
Det største bevis på, at hesteejerne skulle sørge for staldfolkenes ”velvære”, kom den dag hvor stalden som Den Røde var førstemand i, vandt Dansk Trav Derby. På den tid var der nok endnu større prestige i at vinde netop dette løb, end i dagens Danmark og straks efter løbet startede det altid med en forfærdelig stor flok bajere i stalden, hvor alle var velkomne og om aftenen var der for de vindende ejere og træner samt staldfolk en kæmpefest et eller andet fornemt sted. I dette tilfælde blev det i en af Københavns førende restauranter, Nimb – tæt beliggende ved Tivoli – der tilfældigvis var drevet af en af ejerne af den vindende hest.
Den Røde skulle rigtig føre sig frem for de to ”knægte” som han kaldte de to andre medarbejdere i stalden og han bad dem med det samme om at følge med ind i selve festsalen, så snart at de ankom til etablissementet, så velkomstdrinksene måtte vente lidt.
Den åndsnærværende restauratør havde dog bemærket denne besynderlige manøvre og kom snart selv ind i festsalen, hvor alle tre staldfolk nu – efter Den Rødes instrukser – gik rundt og løftede op på tallerkenerne, til restauratørens store forbløffelse.
Hvad laver de dog Hr. Jensen ? – som var Den Rødes borgerlige efternavn.
Det skal jeg såmænd sige dem - var det hurtige svar - Vi er ved at finde ud af, hvor vi staldfolk skal sidde i aften.
Hvordan kan de finde ud af dette, ved at løfte på tallerkenerne ? Forsatte restauratøren endnu mere forbløffet.
Det er da ganske ligetil. Svarede Den Røde igen. Der skal ligge 500 !!!
Retfærdigheds vis bør vi slutte af med efterspillet i starthistorien om Den Rødes påklædning, og hvis nogle skulle være så heldige at finde billeder fra først i tresserne på Charlottenlund Travbane, kan man med al tydelighed se, hvorledes at alle staldmændene er iført hvide kedeldragter, når de var over og hjælpe til ved præmieoverrækkelserne, så det tabte cognacs gik ikke helt til spille og lidt godt kom der dog ud af det, da den ”RØDE” skabte mode på Lunden.