Jeg vil her på min hjemmeside forsøge (allerede undskyld til dem som jeg glemmer) og fremhæve nogle af disse personer, der har lagt det meste af deres fritidsliv i brevduesporten og her tænker jeg i det kæmpe store administrative arbejde de har leveret og her skal vi ikke glemmer hvor meget mere af det der var tilbage i tiden. Jeg vil i første omgang præsenterer nogle af disse personer der i det daglige nærmest var usynlige og ikke nødvendigvis lå i toppen hele tiden med deres egne resultater, men som bare år ud og år ind leveret et fænomenal arbejde i deres klubber!
Den første jeg vil præsenterer var en ”frisk gammel dreng”, som jeg lærte og kende på nogle af mine brevdue ture og Jens Emanuel, fra 148 Hedehusene, havde altid et godt positivt humør, hvilket var tydeligt med de ”unge knægte” fra hans klub der også var med og det var hele tiden åbenlyst hvor meget han elskede brevduesporten og her er der så en lille artikel med ham:
Poul Steensen boede på hjørnet af Windelsvej og Victoriagade, kun 100 meter fra Dan 162 Albani’s klubhus, men han var medlem af 014 Fyn indtil han flyttede sammen med mig til 162 Albani. Poul var den den mest imødekommende mand jeg har mødt, men havde en kæmpe interesse for sine brevduer og sporten, som han havde stor succes med, i en tid hvor konkurrencen var temmelig hår få Fyn. Under de mange besøg jeg havde hos Steensen startede det altid med meget stilhed, indtil jeg havde ”fået ham i gang” og så blev det rigtig interessant.
Det var et slag hvor jeg ikke kan mindes og se meget andet end blåtavlede – båndede duer og jeg ved ikke om det var fordi han ikke kunne lide andre farver, eller det faktum at sådan havde hans avl udviklet sig. Poul var utrolig dygtig med sine duer, men som klub kammerart var han meget anonym, da han sjældet sagde noget som helst, men en ting kunne få glimtet fem i øjnene og det var 1400.
Det er ikke mange, der oplever at være medlem af De Danske Brevdueforeninger i 80 år og i endnu flere år at have været med i brevduesporten. Men det har 95-årige Aage Madsen. Han blev indmeldt i DDB 1. oktober 1928, og da havde han allerede i nogle drengeår været aktiv med brevduerne. Som 15-årig var han i 1925 sammen med andre jævnaldrende med til at oprette en drengeforening i Skanderborg under navnet ”Brevduen”. Dengang kunne man ikke som barn blive medlem af en lokalforening eller DDB.
I sit lange liv har Aage Madsen været involveret i mangt og meget i sin hjemby Skanderborg. Det har ikke kun været brevduerne, som har optaget meget af hans fritid. Han har været direktør i et firma, medlem af byrådet, blandt initiativtagerne til ildregattaerne i Skanderborg og meget andet. Han har engang udtalt: "Men intet måler sig med glæden, jeg har haft i livet med brevduerne og brevduemænd, lige siden jeg som 14-årig fik mine to første brevduer og var med til at stifte drengeforeningen "Brevduen".
Med den entusiasme og organisationsmæssige evne, som Aage Madsen er i besiddelse af, har han ganske naturligt været involveret i meget foreningsarbejde inden for brevduesporten. Han har flere gange været i bestyrelsen og formand for 073 ”Skanderborg”. Han var næstformand i Fællesforeningen af jyske Brevdueforeninger, og han var i 1966 en af forkæmperne til strukturændringen med oprettelse af grupper og sektioner. I denne forbindelse var han blandt de fire første sektionsvalgte medlemmer til DDBs hovedbestyrelse og blev den første formand i den daværende Sektion 24.
Han var også fremme i skoene, da kapflyvningsdagene blev ændret fra søndag til lørdag. Et tiltag, som vi endnu efterlever. Det var ikke blot det organisatoriske arbejde, som Aage Madsens havde lyst og evne til at deltage i. Også den daglige omgang med duerne har Aage Madsen sat højt, og på flyvningerne har han opnået mange gode resultater.
Aage Madsen har flere gange været omtalt i "Brevduen", hvortil han også har skrevet et antal artikler. Også de lokale aviser har hos ham kunnet hente inspiration til at skrive om brevduesporten.
VAR EN BREVDUEMAND I ORDETS BEDSTE BETYDNING!
Duerne på flyveslaget stammer alle fra eget avlsslag, hvor der i to afdelinger befinder sig 20 par avlsduer. På flyveslaget går cirka 60 duer plus et ungetillæg på cirka 30-40, som sorteres med jævne mellemrum. Avlsduerne parres efter stamtavle og resultater efter deres afkom.
Der flyves hovedsagelig med 21 enkemænd og 16 par på det naturlige system. Det er ikke altid, at enkemændene ser sin hun inden indlevering eller efter flyvning. Det er afhængigt af flyvningens sværhedsgrad. De étårige flyves kun efter det naturlige system. Når hannerne har vist, hvad de kan, sættes de bedste året efter ind som enkemænd. Ungerne flyver kun få kapflyvninger, men trænes godt og grundigt. Jens Emanuel mener i øvrigt, at kurven er det bedste middel til sortering. Enkemændene kapflyves hver uge, enten kort eller langt. De naturlige flyves, når de er i orden dertil, og rede tilstanden passer.
Stamtavlen benyttes som hjælp ved parring, men duens resultater er det vigtigste. Jens Emanuel kan godt li' en due, der ligger godt i hånden, har en stærk muskulatur og en god, lang ydervinge, der passer til duens størrelse og skelet. Ikke for stor, men heller ikke for lille.
Der er netop indkøbt duer fra Harrie Peters, Belgien, som skal blive spændende at afprøve krydset med de i forvejen værende avlsduer, der er Deweerdt fra Carsten Petersen - 0192.
Slaget er indrettet efter den gamle tradition med en afdeling til enkemænd, en til naturlige samt en ungeafdeling. Ventilationen i slaget er god, og det mener Jens Emanuel er vigtigt samtidig med gode lysforhold og daglig rengøring.
Nu, da Jens Emanuel går hjemme hele dagen, bruger han sikkert mere tid ved duerne end nødvendigt. På kontoret (havestuen) foregår en livlig debat, når naboer og venner jævnligt kommer på besøg. Foreningens formand, Niels Larsen, som Jens Emanuel deler avlsslag med, kommer dagligt på visit.
Der fodres hele året med blandinger, som passer til årstiden, fra et af de kendte foderfirmaer.
Jens Emanuel begyndte i sporten som dreng. Det begyndte med, at han og andre drenge gik med den lokale »klokker« op i kirketårnet, når solen skulle ringes ned. I tårnet var mange duer og nogle med fodring. »Klokkeren« fortalte, at det var nogle mystiske mennesker, der havde som hobby at sende duer på kapflyvning fra både ind- og udland.
Jeg tænkte, at dette måtte være spændende, så i 1947 blev jeg indmeldt i Hedehusene Brevdueforening, som jeg siden har været medlem af, siger Jens Emanuel. På grunden er også papegøjer og kanarier, men kun for hyggens skyld.
Et motto af Jens Emanuel: En god due spiser ikke mere end en dårlig. Lad duerne få lidt alder, spar dem lidt som ét-årige og lad så kurven ordne resten. Og for alt i verden: Tålmodighed er en dyd.
Der tilfaldt også en anden stor hæder i 1997 til Jens Emanuel:
Hædersbevisning for veludført arbejde i brevduesporten er nedenstående medlem hædret med DdBs guldnål.
Indmeldt i 1947. Har været formand i 0148 i mere end 30 år og med i kontrolarbejdet i over 40 år. Har været i FAØs bestyrelse, medstifter af den tidligere sektionsklub 14 samt i cirka 15 år leder af totalisatoren i Roskilde!
Det var en fantastisk karriere for Jens Emanuel, som forlod os tilbage i 2000, men han er en af disse mennesker der har betydet utrolig meget for brevduesporten og klubben i Hedehusene
Den 6. oktober 1937 blev 0148 »Hedehusene« startet. Til den stiftende generalforsamling var mødt ti interesserede samt fire brevduemedlemmer fra 051 »Roskilde«, hvoraf den ene var Herman Holm. Den første bestyrelse kom til at bestå af: Frederik Mortensen, formand, Frimann Jepsen, kasserer, Carl Kristiansen, sekretær, og Villy Christensen og Ejegod Henriksen, bestyrelsesmedlemmer.
Frederik Mortensen var formand i to perioder, i alt 5 år. Karl Kristiansen var sekretær i 22 år indtil 1959. Som alle andre foreninger begyndte man i det små, men i 1953 havde alle medlemmer da fået ure, og i 1954 fik man et klubhus, hvor den daværende kasserer Bernhard Hansen lånte pengene til klubben.
En lastbil fik vi også anskaffet og trænede derefter sammen med 051 og 0146 (begge Roskilde). Ved klubbens 40 års jubilæum i 1977 var Bestyrelsen som følgende: Jens Emanuel, formand, Henning Jensen, kasserer, John Mogensen, sekretær, Jørgen Heje, Mogens An- dersen, Aage Skov og Niels Larsen.
Medlemstallet var dengang 28 med 18 flyvende slag. Tyve år senere ved tres års jubilæet var det med Niels Larsen som formand, hvilket han forsat er og Bjarne Mogensen som kasser og Arne Sørensen, Jørgen Larsen og Bent Kofoed som bestyrelsesmedlemmer. Antal medlemmer nu i 2016 er 11 slag. Et enkelt andet medlem vil jeg nævne i den tidligere bagermester Bernhard Hansen, der blev æresmedlem af klubben og han døde i 1997 i en alder af 92 år.
Klubbens skal også huskes på deres ”berømte” duedag, som de startede med omkring 1992 og af andre hæderkronede medlemmer kan nævnes Erik Rasmussen der fik DDB’s Sølvnål og Niels Larsen har også modtaget DDB’s Guldnål.
Han har været medlem af DDB siden 1. april 1927. Da han blev indmeldt var han 19 år. Nu bliver han 90 den 19. juli. Denne mand, hvis navn er Arne Jensen, har altså været med i sporten i 71 år. Han bor i den kendte turistby Blokhus ved den nordjyske vestkyst og er medlem i 0215 »Kås«.
Det kniber lidt med synet, men ellers er Arne Jensen trods den høje alder — åndsfrisk og kan fortælle om mange oplevelser i de mange år i brevduesporten. Han har fortsat sine brevduer, men kapflyver dem ikke mere. Dette er nok kendetegnende for en mand i Arne Jensens alder, at han synes, at brevduesporten var skønnere i »gamle dage«, som han udtrykker det. Dengang han var meget aktiv, var det kærlighed til duerne, der var drivkraften i sporten. Nu er sporten mere blevet et præmierace, mener han.
Men at Arne Jensen også i sin tid har taget sig af præmierne vidner et blik i den hyggelige stue i Blokhus om. Her er der klenodier af pokaler, spisebestik, sølvplader m.v., der fortæller, at Arne Jensen i sine aktive år som brevduemand i Aalborg har været nok så godt flyvende med sine duer. Det var medlem af 023 »Aalborg«, at Arne Jensen i 1927 begyndte som brevduemand. Han havde inden haft en »broget« flok duer, der dels var de såkaldte månedsduer samt krydsninger af diverse raceduer. Han var dengang en hyppig gæst på torvedagene i Aalborg, hvor han ofte købte en due. Men det var ikke brevduer, som han dengang købte. Disse som regel blåtavlede brevduer kunne han ikke li'. Han ville have duer, der havde farve.
Men interessen for brevduen blev vakt, da han blev indført i konkurrencesporten hos en ven, hvis far havde brevduer. Her fik han adressen på formanden for 023 »Aalborg« og blev indmeldt. Arne Jensen deltog i 1928 i de første kapflyvninger med sine unger. De blev fløjet på alle ungeflyvninger. Det bedste resultat opnåede han på en rød hanunge, hvormed han i enslip fra Esbjerg vandt 3. præmie i foreningen. Dette resultat medvirkede til at øge interessen. Men desværre blev den røde hanunge taget af en kat. Men den episode tog imidlertid ikke modet fra Arne Jensen. Hans princip har altid været, at vanskeligheder og modgang skal overvindes.
Duerne havde Arne Jensen i et loftsslag i sine forældres ejendom. Han brugte megen tid hos duerne og sad i slaget hos dem, så snart der var tid hertil. Træningen af duerne foregik ved, at han havde duerne i en kurv på cyklens bagagebærer og kørte 10-12 kilometer bort for at slippe dem. Men allerede inden første verdenskrig fik Arne Jensens far en bil. Og herefter var det ofte faderen, der i bilen kørte med duerne.
Det var dengang meget almindeligt, at brevduefolk havde slag oppe under taget på beboelsesejendomme. Arne Jensen husker, at der i nabolaget var et andet loftsslag hvortil han havde udsyn. På kapflyvningsdage så han, at ejeren af duerne i dette slag altid holdt udkig gennem et tagvindue — med piben i munden.
Transporten af duer var også noget specielt dengang. Arne Jensen husker, at duer, der skulle kapflyves fra Antwerpen, blev transporteret med de såkaldte »smørbåde« fra havnen i Esbjerg. På et sådant skib blev kurvene med duer placeret i skibets bund. Man kan forestille sig, at ventilationen og luften her var meget ugunstig for duerne i de par dage, som de i skibet var undervejs til slipstedet.
Arne Jensen har nogle gange af DdB og Generalstaben fået pålagt at sende sine duer på vinterflyvning. Han husker, at han i vinteren 1937-38 af DdB blev udpeget til at sende duer til Grenå, og de skulle løslades på det forud bestemte tidspunkt — uanset vejret. Under sådanne vinterflyvninger skete det, at duerne kom hjem med isbelægning i fjerdragten. For at stille duer til rådighed for Generalstabens vinterflyvninger var belønningen en medalje. Arne Jensen har flere sådanne medaljer. Blandt andet for flyvninger i vintrene 1937- 38, 1964-65 og 1966-67. 1 et større antal æsker opbevarer Arne Jensen et stort antal sølvplader, der er vundet som præmier i foreningen. På hver sølvplade er graveret dato for flyvningen og ringnummer på duen, der har fløjet trofæet hjem. Disse sølvplader var beregnet til at sømme på kontrolurene, der dengang alle var i trækasser. En del af de vundne sølvplader er også sømmet på det kontrolur, som Arne Jensen benyttede i sine aktive år.
I øvrigt har Arne Jensen noget af et klenodie fra de første år i dansk brevduesport. Nemlig et Plasschaert kontrolur fra tiden lige efter århundredskiftet. Dette ur er han blevet foræret af en brevduemand i Aalborg, der ophørte med sporten for mange år siden. Disse kontrolure var noget upræcise og skulle stilles hver aften for at kunne stemple det nogenlunde korrekte klokkeslæt. Der er uvægerligt en for- skel på dette store monstrum af et ur og de elektroniske apparaturer, som af mange benyttes i dag.
Under anden verdenskrig var Arne Jensens duer evakueret til Sjælland. Han fik dem alle tilbage efter krigens ophør, og iblandt var nogle, som han havde importeret fra Tyskland i 1938.
Arne Jensen var medlem af 023 »Aalborg« indtil 1968, da han flyttede sit medlemskab til den daværende Aalborg-forening 034 »Nord«. 1 023 var Arne Jensen i en lang årrække i bestyrelsen og har beklædt alle poster som formand, kasserer, udregner m.v. I 034 var han medlem af kontrolkomiteen.
Da han og hustruen i 1986 flyttede til en nyopført villa i Blokhus, indmeldte han sig i 0215 »Kås«, hvor han endnu er medlem. Han har ikke været aktivt flyvende siden flytningen til Blokhus. Men som nævnt har han fortsat sit slag og sine duer.
Jeg ved ikke hvad der efterfølgende skete med Arne Jensen, men man må da sige, at han er en mand der virkelig har fulgt udviklingen i brevduesporten igennem sit lange brevdueliv!
Og den unge mand, der var døbt Ejgild Sørensen, var rendt ind i brevduetotalisatoren. Det var i 1926-27, og Ejgild blev grebet af stemningen ved duerne og sagde til sig selv: Sådan nogle må jeg dæleme også ha'. Men hvor fik man fat i sådan nogle fyre. Ejgild henvendte sig til den lokale fiske-og vildthandler, en mand, der handlede med lidt af hvert. Og for den formidable sum af en daler for hver, erhvervede Ejgild sig tre duer.
Den ene af duerne var særlig pæn, syntes Eigild, og så havde den tilmed en ring om det ene ben, sådan en rigtig svær gummiring var det. Men der var jo ikke så meget ved duer, der var spærret inde, så Ejgild mente, at det var tiden til at begynde at træne duerne lidt. Den pæne due, den med gummiringen om benet, blev udset til at skulle holde for, og Ejgild var jo en snu ræv, mente han selv.
Han fik anskaffet sig noget snor, masser af snor, og den blev bundet til gummiringen, og så kunne træningen begynde. Men AK! gummiringen var mør, og den sprang, og væk var duen, den pæne af dem. Det var godt nok en bet. Men Ejgild var grebet af duebacillen, så nu skulle der handling til. Ejgilds far var bødker, og han havde en kollega der havde hørt noget om, at der ude i Risskov var nogle duer til salg, en ti-tolv stykker, og de blev indkøbt og hentet hjem til Ågade, der nu hedder Åboulevarden, hvor der blev indrettet slag med voliere på taget og det hele, og så blev duerne vænnet.
Ejgild blev meldt ind i 085 »Nordre«, og blev dermed brevduemand. I starten blev duerne stemplet med et sindrigt system, hvor man have en kasse med et vækkeur i, og stemplingen foregik ved at en pind der stak ud af kassen, skulle trykkes helt i bund, så uret gik i stå, så det var kun den første due, der blev registreret. Men så i 1929 blev foreningerne »Nordre« og »Marselisborg« medlemmer af DdB. Og så skulle der system i det. Der blev indkøbt Benzing-ure til en pris af 60 kr. pr. stk., og de kunne købes på afbetaling, med ti kroner om måneden i afdrag.
Ejgild startede med de første rigtige kapflyvninger i 1929 med unger, men han fik hurtigt færten af, hvad det drejede sig om. Allerede i 1932 vandt han sin første nationalpræmie. Det var Ddb der udsatte ti nationalpræmier fra Antwerpen, Liege og hvad de nu hed, de andre store stationer man fløj fra dengang. Det år blev Ejgild nr. tre i landet fra sådan en nationalflyvning, og i mange år fløj duerne helt i top fra slaget i Århus.
1 1958 måtte Ejgild skifte job, og det førte ham til Odense, hvor han blev værkfører på en fabrik med ti mand og tyve damer under sig. Og de damer spøger stadig i Ejgilds hukommelse. Nå, tilbage til duerne, de blev opbevaret hos en kollega i Århus, indtil Ejgild fik købt hus og fik bygget dueslag. Så kom alle de gode Århus-duer ned til Fyn, alle på nær en. Og nu skulle der rigtig gåes til den, men ikke tale om at de gode Århus-duer ville flyve på Fyn. Og Ejgild er hundrede procent sikker på, at den smule vand i Lillebælt er en, endog meget stor forhindring for jyde-duer. Og først i 64-65 begyndte resultaterne igen at vise sig.
Ejgild mindes også hvordan duerne under anden verdenskrig blev evakueret. Hans duer kom til Sjælland, til en hønsegård ved Holme-Olstrup Glasværk. Hønsene blev lukket inde, og duerne fik hønsegården at være i. Ejgild har haft mange hverv inden for brevduesporten, bestyrelsesposter af forskellig art samt medhjælp ved bankospillene, hvor han skrev medlemskort ud.
Men et af de due-job han selv ynder at tale mest om, er nok tiden hvor han var totalisatorforstander i Odense. Det var sektionsklubben Fyn & Langeland, der drev totalisatoren, men i 1969 overtog DdB bevillingen, og da kildeskatten blev indført, stoppede personalet, for nu blev det for indviklet at have med at gøre. Så trådte Ejgild til som forstander og fik rigtig god gang i omsætningen. Men det var et stort arbejde, alene at lave programmerne, for mange glemte simpelt hen at tilmelde sine duer, og så måtte Ejgild byen rundt for at få duer nok til et hold.
Så da han havde kørt med det i otte år, mente han, at nu skulle der nye kræfter til. Det kom der også, man fik en ny forstander, der kørte nøjagtig en uge, så holdt nervesystemet ikke til mere, og Ejgild måtte atter træde til.
Ejgild har også været i Odenseforeningernes bestyrelse, hvor han var med til at starte brevduekolonien i Åsum, hvor der er plads til femten dueslag.
I dag er Ejgild selvsagt pensionist, og han måtte for få år siden af med sin kære Folkevogn, men han har anskaffet sig et lille trehjulet køretøj, der går på batteri, og snild som han er, har han lavet det til, så han kan transportere sine duer til klubhuset torsdag og fredag.
Og tro nu ikke at Ejgild trods sine syvogfirs år ligger stille med duerne. Nej, Ejgild havde elleve duer til vaccination i foråret, og har på nær landsflyvningerne sendt to duer på hver station med gamle duer. Og da sæsonen sluttede var der ni tilbage. Men det værste er nok hans trusler for næste sæson, hvor han starter op med hele fjorten duer. Det skal ikke nogen hemmelighed være, at Ejgild var en meget gemytlig fyr at være sammen med i klubhuset, hvor han altid er god for en rask replik eller en god historie. Men de er nok ikke egnet til at gengive på tryk.
Heller ikke den om Ejgilds bødker-far og hans kollega der lavede tønder, og mange gange lavede dem af brugte vin og cognac-tønder, og hvor de skulle stemple duer efter at have fundet en tønde, hvor der var en hel liter cognac tilbage. Nej, den historie snakker vi ikke om.
Der har altid været duer i Axel Nielsens liv. Lige fra drengeårene har han haft duer. De første var almindelige månedsduer. Da hans far i 1910 begyndte i brevduesporten, varede det kun få år, inden også Axel Nielsen blev interesseret i denne hobby. Og han har fortsat duer i haveslaget på Råholtvej 3 i Frederikshavn nu 81 år efter sin indmeldelse i den daværende forening 024.
Han opnåede og have 75-års jubilæum som medlem af 026 »Frederikshavn«. Han fik sine første brevduer fra faderens slag i 1918. Det var duer af den belgiske Putman afstamning. Det var duer, der fløj godt, og som Axel Nielsen havde i cirka 20 år indtil anden verdenskrig. Under denne krig blev hans duer interneret i Odense, hvorfra han fik nogle af dem tilbage efter krigens afslutning.
Da Axel Nielsen begyndte i brevduesporten, var forholdene noget anderledes end i vor tids elektroniske tidsalder. Ikke alle havde egne kontrolure og måtte med gummiringene løbe til en anden brevduemand for at få stemplet. Nogle konstruerede kontrolure i form af et almindeligt vækkeur anbragt i en trækasse, men relativt hurtigt fik alle medlemmer dog anskaffet egne anerkendte kontrolure.
Dem skal vi ikke rive op i, siger Axel Nielsen. Han kan også fortælle, at der i hans første år var klasseforskel blandt brevduefolket. Og det var i høj grad medlemmer af det borgerlige selskab, som bestemte. I løbet af årene ophørte denne klassedeling, og Axel Nielsen blev gradvis involveret i ledelsen af foreningen. Han var i mange år manden, der manuelt udregnede flyveresultater, og han har i flere år været formand i 026, hvor han nu er æresmedlem. Det var i øvrigt Axel Nielsen, der på sin forenings vegne udformede det forslag til De danske Brevdueforeninger, hvorefter landet fik sin første opdeling i tre grupper.
Axel Nielsen har ikke og har aldrig haft den helt store duebestand på slaget. Der er en halv snes par på slaget, der flyves som naturlige. Duerne er ikke konstant på flyvning hver uge, men kun når Axel Nielsen synes, at nu skal de afsted. Der er dog visse »klassiske« flyvninger, som han skal have duer med på. Blandt andet den årlige flyvning fra Antwerpen.
Axel Nielsen har som sagt været brevduemand siden 1918 og har været aktiv lige siden. Dog kapfløj han ikke sine duer i sæson 1998, da han ikke havde fået dem vaccineret mod paramyxovirus. Men i den kommende sæson 1999 genoptager han sporten som aktiv, og duerne skal igen kapflyves. Denne beslutning har medført, at Axel Nielsen i år har måttet vaccinere sine du- er to gange med de obligatoriske cirka 30 dages interval.
I foreningen ved man ikke, hvor aktivt Axel Nielsen vil satse i den kommende sæson. Men det vil ikke undre nogen, om han i hvert fald vil deltage på nogle af de lange flyvninger, som altid har haft hans interesse. Ikke mindst som før nævnt klassikeren Antwerpen. Det vil ikke undre, hvis han i år møder op i klubhuset med sine duer til denne destination.
Når man ved, at Axel Nielsen har været med i brevduesporten siden 1918, vil man uvilkårligt tænke på den udvikling, som han har oplevet i de forløbne 81 år. Det gælder ikke mindst kontrolforanstaltningerne. Ikke alle havde eget kontrolur på daværende tidspunkt. Resultatudregningerne blev udført manuelt. Og nu er man nået til den elektroniske tidsalder.
Også rent transportmæssigt har der været en kolossal udvikling i de mange år. Såvel hvad angår duernes transport til slipsteder som den aktive brevduemands transport af duerne til indlevering i klubhuset. Der er vel næppe tidligere brevduefolk, som har fløjet med duer som 100-årige. Og slet ikke i denne alder har genoptaget sporten som aktiv.
Jeg ved desværre ikke hvordan det endte med Axel Nielsen, men er i gang med at undersøge det!
Frank Busch Knudsen døde sidst i oktober 2004 i en alder af 91 år. Han blev meldt ind i 023 "Aalborg" i 1982, og var siden i den forening og han havde igennem hele sit liv en glødende kærlighed til brevduerne og brevduesporten. Han var en fremragende brevduemand, og han lå i hele sit liv i toppen af dansk brevduesport med masser af topresultater på alle afstande. Busch havde en enorm viden om brevduer, og var altid villig til en debat om brevdueavl og kapflyvning.
Busch Knudsen var en institution i Nordjylland, og han var tidligt fremme med at sælge duer og jeg har fundet salgsannoncer fra helt tilbage til 1946 og jeg mener det var sidst i halvfemserne hvor jeg så den sidste fra ham.
Der er ingen tvivl om, at brevduesporten skal være taknemmelig for den lidenskab som Busch Knudsen brugte i hele sin lange karrierer.
Oskar Madsen var samtidig speciel god ven med en anden stor brevdue mand i Odense - Verner Balslev – og har derved velsagtens været med til at indføre en masse spændende duer til øen?
