Aalborg Væddeløbsbane

Mandag den 3 nov. 2003

Så er vi igen på "banen" med referat fra galopløbene denne efterårskolde aften. Det holdt dog tørvejr, men banen var lidt til den bløde side med en del vand ved startstedet for 2ooo m. Derfor var startmaskinen rykket lidt frem.

Første galopløb, APLE AYR HANDICAP, der gik over distancen 1800 m. havde stik imod sædvane for galopløbene i Ålborg kun 8 heste til start. Forhåndsfavoritten var den Lone Pedersen trænede 5-årige BASIN, der helt levede op til forventningerne. Dygtigt støttet og redet af Tina Mortensen gav hun BASIN et afventende løb midt i feltet. Da de rundede opløbssvinget kunne hun nemt dirigere sin utrolige speedige hest uden om hele feltet, og gik til en komfortabel sejr, selvom LOVERS LANE og AFFARATI, kom nærmere og nærmere til slut, så var det helt klart BASIN``s løb.

BASIN (arkiv)

Løbet havde længe været anført af SNAPPY TIMES og NASEEM REEF der lagde ud i et drabeligt tempo, men som det så tit ses i en blød bane, kommer fronthestene med det "tempo" normalt tilbage. Dette skete også i dette løb, så mon ikke SNAPPY TIMES skal blive på sin favoritdistance - 1500 m.

Aftenes sidste galopløb var et kl. 5 løb over distancen 2ooo m. med ærespræmie udsat af "KØBMANDEN I SØNDERHOLM". Her kom 11 heste til start, efter afbud fra PRIMO BABY. Igen ramte Løbsguiden rigtigt med deres vinderhest. Set i "bakspejlet" kunne det næsten heller ikke være mere oplagt. Træner John Nielsen har altid sine heste godt gående lige før sæsonen slutter. Det kunne man også få en retningslinie af ved at kigge på resultaterne fra Århus Væddeløbsbane den 24 okt. Der stod SAINT PIERRE på hele løbets afvikling. En typisk John Nielsen taktik, "Til fronten med det samme, tag 5-6 længders forspring og så fang mig hvis i kan". Det havde rytteren LOUISE MØLLER overhoved ingen besvær med. Hun kunne blot sidde stille hele vejen og tænke på om der i det hele taget kom nogen. Der kom ingen, så det var et let job "vores populære" LOUISE, der for øvrigt også var sat op på samme træners 2. hest i det foregående løb. Jo, John Nielsen havde en god aften.

SAINT PIERRE (arkiv)

Nr. 2 igennem mål blev Dantotos " luring" GOLD WINNER der denne aften havde fået blinkers på for at koncentrere sig om opgaven (i grunden mærkeligt det først sker nu). Trods en fuldstændig ødelagt start, hvor han skred rundt i startboksen på grund af det bløde underlag, kom han efter at have ligget sidst det meste af vejen virkeligt godt tilbage og spurtede til en godkendt andenplads. Men fange Saint Pierre var næsten en umulig opgave. 3 hesten igennem mål blev HONOURABLE CHAP med den nye amatørrytter METTE B.FRANDSEN, der kan blive spændende at følge til næste år

Var det sportsmæssigt en god aften, gik det da helt galt med toto-spillet. Hvorfor? Ja, det må guderne vide. Var det vejret, eller - det vides ikke. Dog var det ikke kun i galopløbene, spillet var dårligt. Skal det være en trøst?

Nu ser vi frem til FINALE-DAGEN, søndag den 9 nov. Igen 2 galopløb. Her skal vi bl.a. kåre ÅRETS HEST. Bliver det BASIN eller PICCOLINE. Hestene starter i hvert sit løb, og den der får den bedste placering, bliver årets hest.

Henning Kristensen