GOD START PÅ SÆSONEN !

Så kom sæsonen endelig i gang og det blev sammenlignet med de sidste par sæsoner, en virkelig flot start og der var mødt mange mennesker frem til åbningsdagen. Omsætningen blev ganske flot, men man skal samtidig huske på, at der ikke i år var konkurrence fra en anden Dansk Travbane, som man tidligere havde, udover Svensk V75 og et af løbene indgik også som Trio/Lördagskomb, hvilket også hjælper godt til spillet, men der blev omsat pænt i totalisatoren.

Der blev også leveret god sport på banen og publikum fik lejlighed til at se et par af de klassiske emner for fremtiden og hele dagen virkede som en rigtig god start for sæsonen.

Årets Åbningsløb blev et dejligt væddeløb som sluttede med en overraskende sejr for ZACKERY (Nicholas Cordrey), der efter en rigtig "arbejdsindsats" holdt SKY RUNNER og MAGIC FACT væk fra livet, efter at havde taget initiativet tidligt i løbet og man må sige at den Peter Rif trænede hest startede sæsonen lige så flot som den afsluttede sidste år og hesten ser ud til at gå en rigtig god sæson i møde.

ZACKERY skal måske rigtig ud at spise kirsebær med det bedste heste i Dansk Jockey Club Cup den kommende Lørdag og det bliver oprigtig spændende at følge hesten der. Opdrætteren af ZACKERY, Sten Thynell, var næsten lige så glad for sejren som træneren og ejeren.

EKO SACHER var sidste år den bedste to årige hingst i Danmark, men nåede ikke at vinde løb og derfor forventede/forlangte man også, at hesten skulle vinde sit maidensløb denne dag, på trods af, at der var et lille "staldskrig" i debutanten ATHENE og efter spillernes mening, var der også kun de to heste i løbet.

Lad mig sige det med det samme. EKO SACHER (Yvonne Durant) løste sin opgave til fulde og hesten så rigtig godt ud i en meget let sejr før netop ATHENE og I`M BACK. Man kan ikke forlange mere af en hest, end at vinde et løb og hvis de hesten som EKO SACHER slog i dag, er af bedre klasse, ja så må den Bent Olsen trænede hest være virkelig god.

EKO SACHER har været nævnt som Derby hest næsten lige siden den blev født og efter dagens præstation, som blev vundet på ren styrke, skal den foreløbigt sættes højt på listen over kandidater.

3-års Premieren blev et rigtig godt væddeløb også og det sluttede med dobbeltsejr til stald Lambada og den meget spændende ACATENANGO søn ZENATO (Lennart Hammer) gik virkelig godt, på en distance som ikke burde være en fordel, da den slog DOUBLE ESS og med BREEDERS FRIEND på tredjepladsen.

De to hopper i løbet TZATZIKI og RINGALING skuffede lidt og sås aldrig med chancer i løbet, men der skal heller ikke herske tvivl om, at både vinderen og anden hesten senere hen kan vise sig at være rigtig gode heste.

Stald Lambada har været en meget stor faktor indenfor Skandinavisk galop igennem efterhånden mange år, men lige som mange andre offervillige ejere, er det aldrig lykkes at vinde et Derby, men i ZENATO har man nu en rigtig god kandidat til Svensk Derby senere på året.

Dagens andet maidensløb gav også svensk sejr, da GREY MEDALLION (Fredrik Johansson), endelig kunne vinde sit første løb, før medfavoritten PIVOLINE og BEAUTIFUL DRIFTER. Det var en kærkommen sejr til træner "Janne" Pettersson som må "knokle" meget i det, efter at fruen er kommet ud for et kedeligt uheld og ikke er til megen hjælp i det daglige. PIVOLINE var godkendt på sin andenplads og hun bliver lidt spændende at følge fremover.

Et Klasse 3 Handicap blev vundet af CAPPUCCINO (Nicholas Cordrey) og den fangede den længe førende KAKTUS i god tid før stregen og favoritten POMEROL tog den sidste trioplacering.

Årets første løb var et amatørløb og de svenske ryttere ser ud til at forsætte tendensen fra sidste år med mange sejre, da Sofie Danielsson vandt på favoritten CUT LEGEND, der ikke havde de store problemer med PRECIOUS FREEDOM og LIGUSTER.

Et Klasse 4 Handicap over 1800 meter blev vundet af TENOR SAX (Mark Larsen), før "snakhesten" SNOWFALL og TONY. Løbets store favorit GODSFILLY sluttede som sidste hest.

Lærling Anna Nilsson er efter en periode i det fynske flyttet tilbage til træner Desmond Scarlett og hun medbragte hoppen TITCHI WITCHI, der ikke vandt et løb sidste år, men efter dagens sidste løb måtte de begge besøge vindercirklen, da Mark Larsen havde bragt hoppen til sejr, før IMPASTO og FEUER-STAR.

I dagens Prøveløb kunne publikum opleve BLUE MOUNTAIN, som skulle igennem et Prøveløb for ikke at falde for den tids begrænsningen, som LIVING DOLL blev slettet på sidste år, men på en eller anden måde skal man have kikket lidt på proceduren med disse Prøveløb, som i bund og grund er en service for spillerne.

Hvis reglerne skulle være fulgt, som de jo ofte bliver, kunne BLUE MOUNTAIN ikke have deltaget i Prøveløbet, idet hesten har startet indenfor et år, men selvklart skal den have lov til det, idet den ikke ville være start berettiget på næste Lørdag, idet tidsgrænsen her ville være overskredet, men når så samtidig at to trænere får nægtet at lade to ustartet tre åringer starte i selv samme Prøveløb, fordi de har deltaget i et Prøveløb sidste år, kan det ikke andet end give utilfredsheder.

Den ene af de to afviste heste havde været i Prøveløb sidste år i Oslo (hvordan kan det gavne/hjælpe de danske spillere ?) og den anden leverede et prøveløb på Klampenborg, hvor andre skrev, at den ikke lignede en hest som var klar til start ?

Jeg finder det helt horribelt at disse to heste blev afvist fra deltagelse i Prøveløbet, når trænerne beder herom og de bliver afvist efter selv samme regler, man samtidig "bøjer" (fornuftigt) for en anden hest. Det virker meget klodset.

Prøveløb er skabt til spillerne som en service og hvis reglerne er så destruktive som de åbenbart er, falder hele ideen vel væk og det må vel være trænerne som bedst ved, om deres heste ville have godt af et Prøveløb og derved giver spillerne denne ekstra mulighed, som det bør være og ikke regler som bliver brugt, så det skaber frustrationer hos trænere og hesteejere.

Bongo